Tim Skovrup

 Nogle mennesker kommer hjem fra en skovtur med ro i sjælen. Jeg kommer åbenbart hjem med flere planter. Mens konen nød en hyggelig vandretur rundt i skoven ved Sønderskov , lykkedes det mig at “komme til” at udvide haven med endnu to nye bekendtskaber: den dramatiske djævelsbid og den lettere kaotiske, men utrolig charmerende trævlekrone. Det starter jo altid uskyldigt. Man kigger bare lige. Måske læser man et planteskilt. Og pludselig står man dér og forsøger at forklare sig selv, hvorfor haven absolut mangler endnu en staude med et navn fra middelalderen og en blomsterfrisure stylet af vinden. Men ærligt talt… Hvordan skulle man kunne lade være? Begge planter er hjemmehørende danske vildplanter med masser af personlighed, historier og værdi for bier og sommerfugle. Og så passer de perfekt ind i den slags have, hvor tingene gerne må være lidt vilde, lidt levende og ikke alt for velopdragne. Så nu er spørgsmålet bare, hvor de skal plantes… For selvfølgelig har jeg allerede...

Der findes dage hvor man bare ved, at man er på vej ud i noget godt. Denne dag startede med en madpakke, en lang tur nordpå og en kursusdag i æblepodning hos selveste Naturkarsten i Støvring. Det viste sig hurtigt, at æblepodning ikke kun handler om kniv og podekvist… men også om blå podeelastikker, ægteskabelige risici og æblekage-muffins i fri mængde. Resultatet? Nogle podninger måtte bindes om et par gange (eller tre), men grinene var mange – og æblegnisten fik endnu mere brændstof.                                            Så kom dagen til kursus nr. 2 i æblepodning . Denne gang gik turen hele 2½ time nordpå til Støvring , hvor underviseren ikke var hvem som helst – men selveste Karsten Kortbuks, også kendt som Naturkarsten . Det var faktisk ham, der i sin tid tændte æblegnisten hos mig ved et foredrag i efteråret, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Så forve...

 Den 1. marts. Datoen har en særlig klang. Ikke fordi kalenderen nødvendigvis samarbejder, men fordi håbet gør. Det er dagen, hvor vi havefolk officielt begynder at kigge mistænkeligt længe på jorden og tænke: “Er det nu?” Fint og køligt vejr. Den slags vejr, der lover forår, men stadig holder lidt igen. Jorden i haven er ærlig talt alt for kold og tung til, at det giver mening at grave rundt i den. Jeg ved det godt. Erfaringen har lært mig det. Det har dog aldrig forhindret mig i at gå en runde og kigge. Bare lige kigge. Måske trykke lidt forsigtigt med støvlen et par steder. Som om jorden pludselig skulle ændre mening, hvis jeg ser håbefuld nok ud. Men når haven endnu ikke vil samarbejde, må man finde et alternativ. Så hvorfor ikke benytte lejligheden til en frisk gåtur rundt om søen ved Jels Voldsted . Man går der mellem træerne, og selvom det stadig er tidligt på sæsonen, kan man mærke det. Noget er på vej. Små tegn. En anelse grønt. Fugle, der lyder som om de også har fået...

Man kan planlægge meget i livet. Kurser. Fridage. Indkøb af grundstammer. Men man kan ikke planlægge vejret. Dagen efter podningskurset i Give havde jeg taget en fridag. Den var strategisk placeret – med forhåbning om milde temperaturer, blød jord og optimale forhold for mine første selvstændige podninger. Vejrguderne havde dog andre planer.   Fridagen var besluttet allerede ugen før kurset. Optimisme var der nok af. Men om morgenen stod termometeret på minus 8 grader. Jorden i drivhuset var hård som beton, og mine planer om potning blev parkeret hurtigere end en dårlig projektidé i styregruppen. Så længe frosten bider, bliver der ingen nye æbletræer. Man må kende sine begrænsninger. Og jordens. Men på tredjedagen – den 21. februar – skete miraklet. Plusgrader. Sneen forsvandt i forbløffende fart, som om selv den havde fået besked om, at nu var det tid. For en sikkerheds skyld havde jeg allerede dagen før sat en sæk planteskolejord i kælderen til optøning. Man er vel p...

  Nogle går til keramik. Andre går til yoga. Og så er der os, der melder os til podningskursus i æbletræer en mørk februaraften i Give. Det skulle vise sig at være tre timer med koncentration, skarpe knive, strenge godkendelser og et overraskende strejf af kongelig danmarkshistorie. For når man først står med podekniven i hånden og forsøger at forene kvist og grundstamme i et vellykket ægteskab, opdager man hurtigt, at man ikke er den første i Danmark, der har haft æbler på hjernen. Her er min oplevelse fra en aften i podningens tegn – og en historie fra dengang æbletræer næsten blev indført ved kongelig ordre. Podekursus i Give – 18.02.2026 Så kom dagen endelig. Mit første kursus i den fornemme kunst at pode æbletræer. Sjældent har jeg været så klar til et kursus. Vi var 25 deltagere – en god blanding af unge og ældre – og allerede fra start stod det klart, at tiden ville blive vores største modstander. Kurset startede kl. 19 og vi skulle være ude igen kl. 22. Tre timer t...

  Nogle mennesker tager på retreat, andre køber en racercykel. Jeg tog efteruddannelse i projektledelse… og endte med at ville pode æbletræer. I år har jeg nemlig besluttet mig for at skifte boldbane. Ikke bare lidt – men helt. Denne gang vil jeg have kunsten at pode æbletræer ind under huden. Sådan rigtigt. Med snit, voks, historie og dyb respekt for træer, der har stået længere i verden, end jeg selv har. Det hele begyndte egentlig ret uskyldigt. Men som med så mange gode historier starter det med et kursus, et æble – og en mand med flere øgenavne end de fleste har sokker.   Første kursus afholdes i Give den 18 februar, med selveste Boi Jensen fra De gamle sorter . En af Danmarks æbleguruer – og nu min første læremester i podningens ædle kunst Før første kursus: dokumentation af alle 10 fingre. Om lidt leger jeg ninja med en skarp podekniv – lad os se, hvordan status er bagefter.   Sidste forår tog jeg efteruddannelse inden for projektledelse. Præsentation, mode...