Vinter i haven, forår i tankerne

 

Vinteren er kommet til landet. Den slags vinter, hvor haven ligger fuldstændig stille, pakket ind i sne som i en alt for tyk dyne. Jorden er frossen, planterne har taget vinterhi – og jeg står indenfor og sukker endnu engang over erkendelsen af, at der altså er lidt lang tid til foråret.

Haven ser uskyldig ud lige nu. Næsten fredelig. Som om den prøver at bilde mig ind, at den ikke snart kræver alt min tid, opmærksomhed og kærlighed. Jeg ved bedre.

For selvom haven hviler, er forberedelserne allerede i fuld gang – i mit hoved.
Der bliver bladret ivrigt i havebøger. Der surfes på internettet med formuleringer som “nem køkkenhave” og “planter der passer sig selv” (spoiler: de findes ikke).

Hvad skal dyrkes i køkkenhaven i år?
Hvad skal ændres?
Hvad skal væk – og hvorfor lod jeg det overhovedet komme ind sidste år?

Et lille udvalg af havebøger fra mit eget, beskedne bibliotek ligger altid klar. Det er ikke fordi, internettet ikke findes – for det gør det jo, og det ville uden tvivl være den hurtigste vej til svar på alt fra gulerødder til georginer.

Men alligevel…
Der er bare noget særligt ved at bladre i havebøger.

At vende siderne langsomt. At falde over en plante, man slet ikke var på udkig efter. At se et billede og straks tænke: “Den skal jeg da have… hvor svært kan det være?” (meget, viser det sig ofte).

Havebøger kræver tid. Og ro. Og måske en kop kaffe eller øl ved siden af. De lover ikke hurtige løsninger, men giver plads til drømme, planer og en lille pause fra skærme og algoritmer.

Så selvom internettet er effektivt, er havebøgerne stadig mine trofaste vintervenner. De minder mig om, at haven ikke kun handler om resultater – men også om processen, forventningen og glæden ved at drømme lidt på forhånd.

 

Mit første indkøb til køkkenhaven er allerede i hus. Rødbeder – en sikker vinder. En ært, jeg faktisk ikke kender (for hvad er et haveår uden lidt spænding?). Og så… endnu et forsøg med gulerødder.

Gulerødder og jeg har et kompliceret forhold. Ikke på grund af mig. Nej nej. Det er dræbersneglene. De har åbenbart udpeget gulerødder som deres livsmission, og hvert år tænker de: “Skal vi ikke lige tage dem igen?”

Men jeg giver ikke op. For i år er året. Det siger jeg hvert år, men denne gang mener jeg det næsten helt alvorligt. Måske bliver det mig, der høster gulerødder. Måske bliver det sneglene. Det må tiden vise.

Tomatmania

Indtil videre i denne vinter er det faktisk lykkedes mig at begrænse udvidelsen af mit tomatfrø-udvalg. Jeg er kommet helt ned på 100 nye sorter 🙂

Jeg er stolt. Oprigtigt stolt.

Især når jeg tænker tilbage på forrige vinter, hvor jeg – helt uden at blinke – kom op over 400 nye sorter. Det var ikke et problem. Det var en passion. En livsstil. En periode, hvor jeg var overbevist om, at haven sagtens kunne rumme alle tomater i verden.

I år har jeg vist modenhed. Selvkontrol. Næsten voksenansvar (host...host..).
100 sorter er jo i virkeligheden også et meget fornuftigt tal. Næsten beskedent, vil nogen måske sige.

Og helt ærligt – man ved jo aldrig, hvilke sorter der viser sig at være den ene, den perfekte tomat. Det ville jo være ærgerligt ikke at give sig selv chancen.

Så tomatmaniaen er under kontrol.
Sådan nogenlunde.
Indtil videre.....

Ak ja…
Det er lige til at få stress over – og alligevel kan jeg ikke lade være.

For midt i vinterens kulde og ventetid er det netop drømmene, der holder haven levende. Også selvom den lige nu bare ligger derude og ser helt uskyldig ud under sneen.