Tim Skovrup

  Der findes planter, som opfører sig pænt, holder sig på deres plads og loyalt bliver dér, hvor haveejeren satte dem. …og så findes der akelejer. Planter med så meget charme, historie og personlighed, at man næsten tilgiver dem, når de pludselig dukker op midt i græsplænen, mellem fliserne eller i en krukke, man er ret sikker på var tom i går. Og efter jeg begyndte at grave lidt i akelejernes historie, må jeg indrømme: Jeg ser dem slet ikke på samme måde længere ADVARSEL – efter at du har læst min beretning om akelejernes historie, vil dit syn på disse skønheder være ændret for altid :) “Akelejer spreder sig i haven, hvis man ikke klipper dem ned lige efter blomstring.” Den sætning møder man nærmest i alle havebøger. Og gør jeg så, som de kloge mennesker skriver? Nej.... Akelejerne må hjertens gerne sætte frø og sprede sig rundt i hele haven. De må også meget gerne krydse sig med hinanden, så der pludselig dukker nye og mærkelige farvekombinationer op de mest uventede sted...

Der findes to typer mennesker i haveverdenen. Dem der siger: "Du kan ikke dyrke rhododendron i lerjord." …og så os andre, der svarer: "Hold lige min kompost."   For haven har det med at overraske. Især når man er stædig nok, giver jorden kærlighed gennem mange år — og måske fodrer den lidt ekstra godt med hjemmelavet kompost og et pensioneret juletræ eller to. Når Heavy Metal indtager haven. Skal man have rhododendron i haven, bliver man næsten altid mødt med spørgsmålet: "Hvilken jordtype har du?" Og når jeg svarer: "Fedtet lerjord og tung jord…" …så får folk ofte det dér ansigtsudtryk, som om jeg lige har fortalt, at jeg forsøger at dyrke bananer på bunden af Vesterhavet. For ifølge havebøgerne burde rhododendron og tung lerjord være et forhold dømt til katastrofe. Lidt som at sætte en heavy metal-trommeslager til at spille trekantsmusik i symfoniorkestret. Men haven elsker heldigvis at gøre teorier til skamme. I de sidste mange år ...

 Nogle mennesker kommer hjem fra en skovtur med ro i sjælen. Jeg kommer åbenbart hjem med flere planter. Mens konen nød en hyggelig vandretur rundt i skoven ved Sønderskov , lykkedes det mig at “komme til” at udvide haven med endnu to nye bekendtskaber: den dramatiske djævelsbid og den lettere kaotiske, men utrolig charmerende trævlekrone. Det starter jo altid uskyldigt. Man kigger bare lige. Måske læser man et planteskilt. Og pludselig står man dér og forsøger at forklare sig selv, hvorfor haven absolut mangler endnu en staude med et navn fra middelalderen og en blomsterfrisure stylet af vinden. Men ærligt talt… Hvordan skulle man kunne lade være? Begge planter er hjemmehørende danske vildplanter med masser af personlighed, historier og værdi for bier og sommerfugle. Og så passer de perfekt ind i den slags have, hvor tingene gerne må være lidt vilde, lidt levende og ikke alt for velopdragne. Så nu er spørgsmålet bare, hvor de skal plantes… For selvfølgelig har jeg allerede...