Tim Skovrup

Når et gammelt stakit får en makeover, et 2D-tegneprogram bliver sluppet løs – og selveste waterpasset bliver sendt på tidlig pension Der findes opgaver i haven, som man tager fat på med det samme. Og så findes der stakittet . Det er den slags projekt, der står og kigger bebrejdende på én år efter år, mens man hver gang går forbi og tænker: “Det skal jeg også lige have gjort noget ved…” Og sådan kan man jo sagtens få et par år til at gå.  Men i år fik jeg endelig givet mig selv den velfortjente los bagi , og nu skulle det være. Stakittet ud mod hovedvejen skulle have en ordentlig omgang kærlighed. Først kom sandpapiret frem, derefter blev de brædder, der havde set bedre dage, udskiftet, og så var det ellers tid til en god omgang maling. Og jeg må indrømme, at jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. Men selvfølgelig kunne jeg ikke bare nøjes med at male stakittet. Det ville jo være alt for nemt. Et af mine kendetegn er åbenbart, at jeg har et næsten uimodståeligt behov for at sæ...

Nogle høster kartofler. Andre høster gulerødder. Jeg høster gamle fortællinger. For når ribsene bliver modne, følger historierne næsten altid med. Historier om lykke, overtro, gamle havefolk og den stille glæde ved at fylde kurven mellem sommerens regnbyger. I år blev det en høst, jeg sent vil glemme. I sidste uge var mine ribs blevet modne. Vi havde lige et par dage med regn, så jeg listede ud mellem bygerne og fik plukket de første klaser. Der er nu altså noget særligt over at stå i haven med regndråber på bladene og modne ribs hængende som små glaskugler. I år er det uden tvivl min Champagne Zitavia , der har overgået alle de andre ribsbuske i haven.   Udbyttet har været ganske enkelt overvældende. Mange af grenene ligger næsten vandret under vægten af de mange klaser, og busken har gjort sit bedste for at bevise, at den fortjener sin plads i haven. Der findes gamle fortællinger fra både Danmark, Sverige og Nordtyskland om, at en stor og sund ribsbusk varslede et godt år. Ma...

  Når man bliver inviteret ind i en have, tror man ofte, at man ved nogenlunde, hvad der venter. Det troede vi også... Men denne have havde besluttet sig for at snyde os fuldstændigt. Først blev vi mødt af en smuk gammel gård med kæmpestore træer, hyggelige kroge og en parkagtig have, hvor skuldrene helt automatisk faldt ned på plads. Og så... stod vi pludselig foran en gammel gyllebeholder. Jeg tænkte: "Nå ja... den er da meget fint groet til." Fem minutter senere stod vi midt i noget, der mindede om et sydlandsk ferieparadis, og jeg var allerede mentalt i gang med at bestille en Piña Colada. Kom med rundt i endnu en fantastisk have fra vores tur syd for grænsen. En have fyldt med kreative idéer, gæstfrihed, veteranbiler, en Porsche-traktor... og en gyllebeholder, som fuldstændig stjal overskrifterne.  Efter besøget hos Sabine gik vi videre mod næste have på gaden, nummer 217. Der var ikke langt at gå, men vi nåede alligevel at få samlet tankerne lidt. Vi var ærlig ta...

Lørdag gik turen syd for grænsen sammen med to gode havevenner. Målet var "Offener Garten" i Schleswig-Holstein, hvor private haveejere åbner deres haver for besøgende. Med kamera, godt humør og en forventning om at finde inspiration drog vi afsted mod det nordvestlige Tyskland. Dagens første havebesøg blev hos Sabine i Oster-Schnatebüll, og allerede her blev vi mødt af noget ganske særligt. Ikke blot en flot have, men et sted hvor historie, kreativitet og gæstfrihed gik hånd i hånd. Her fik gamle vinduer, badekar, mælkespande og andre skatte fra gårdens fortid nyt liv mellem blomster og buske. Samtidig blev vi mødt med en varme og imødekommenhed, som gjorde besøget til meget mere end blot endnu et havebesøg. Det blev begyndelsen på en dag fyldt med oplevelser, inspiration og gode historier. Her kommer første del af haveberetningen fra Sydslesvig.  Lørdag morgen drog to søde havevenner og jeg på haveeventyr i Tyskland. Anledningen var den store "Offener Garten" i S...