Tim Skovrup

  Der findes planter, som opfører sig pænt, holder sig på deres plads og loyalt bliver dér, hvor haveejeren satte dem. …og så findes der akelejer. Planter med så meget charme, historie og personlighed, at man næsten tilgiver dem, når de pludselig dukker op midt i græsplænen, mellem fliserne eller i en krukke, man er ret sikker på var tom i går. Og efter jeg begyndte at grave lidt i akelejernes historie, må jeg indrømme: Jeg ser dem slet ikke på samme måde længere ADVARSEL – efter at du har læst min beretning om akelejernes historie, vil dit syn på disse skønheder være ændret for altid :) “Akelejer spreder sig i haven, hvis man ikke klipper dem ned lige efter blomstring.” Den sætning møder man nærmest i alle havebøger. Og gør jeg så, som de kloge mennesker skriver? Nej.... Akelejerne må hjertens gerne sætte frø og sprede sig rundt i hele haven. De må også meget gerne krydse sig med hinanden, så der pludselig dukker nye og mærkelige farvekombinationer op de mest uventede sted...

Der findes to typer mennesker i haveverdenen. Dem der siger: "Du kan ikke dyrke rhododendron i lerjord." …og så os andre, der svarer: "Hold lige min kompost."   For haven har det med at overraske. Især når man er stædig nok, giver jorden kærlighed gennem mange år — og måske fodrer den lidt ekstra godt med hjemmelavet kompost og et pensioneret juletræ eller to. Når Heavy Metal indtager haven. Skal man have rhododendron i haven, bliver man næsten altid mødt med spørgsmålet: "Hvilken jordtype har du?" Og når jeg svarer: "Fedtet lerjord og tung jord…" …så får folk ofte det dér ansigtsudtryk, som om jeg lige har fortalt, at jeg forsøger at dyrke bananer på bunden af Vesterhavet. For ifølge havebøgerne burde rhododendron og tung lerjord være et forhold dømt til katastrofe. Lidt som at sætte en heavy metal-trommeslager til at spille trekantsmusik i symfoniorkestret. Men haven elsker heldigvis at gøre teorier til skamme. I de sidste mange år ...

 Nogle mennesker kommer hjem fra en skovtur med ro i sjælen. Jeg kommer åbenbart hjem med flere planter. Mens konen nød en hyggelig vandretur rundt i skoven ved Sønderskov , lykkedes det mig at “komme til” at udvide haven med endnu to nye bekendtskaber: den dramatiske djævelsbid og den lettere kaotiske, men utrolig charmerende trævlekrone. Det starter jo altid uskyldigt. Man kigger bare lige. Måske læser man et planteskilt. Og pludselig står man dér og forsøger at forklare sig selv, hvorfor haven absolut mangler endnu en staude med et navn fra middelalderen og en blomsterfrisure stylet af vinden. Men ærligt talt… Hvordan skulle man kunne lade være? Begge planter er hjemmehørende danske vildplanter med masser af personlighed, historier og værdi for bier og sommerfugle. Og så passer de perfekt ind i den slags have, hvor tingene gerne må være lidt vilde, lidt levende og ikke alt for velopdragne. Så nu er spørgsmålet bare, hvor de skal plantes… For selvfølgelig har jeg allerede...

Der findes dage hvor man bare ved, at man er på vej ud i noget godt. Denne dag startede med en madpakke, en lang tur nordpå og en kursusdag i æblepodning hos selveste Naturkarsten i Støvring. Det viste sig hurtigt, at æblepodning ikke kun handler om kniv og podekvist… men også om blå podeelastikker, ægteskabelige risici og æblekage-muffins i fri mængde. Resultatet? Nogle podninger måtte bindes om et par gange (eller tre), men grinene var mange – og æblegnisten fik endnu mere brændstof.                                            Så kom dagen til kursus nr. 2 i æblepodning . Denne gang gik turen hele 2½ time nordpå til Støvring , hvor underviseren ikke var hvem som helst – men selveste Karsten Kortbuks, også kendt som Naturkarsten . Det var faktisk ham, der i sin tid tændte æblegnisten hos mig ved et foredrag i efteråret, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Så forve...

 Den 1. marts. Datoen har en særlig klang. Ikke fordi kalenderen nødvendigvis samarbejder, men fordi håbet gør. Det er dagen, hvor vi havefolk officielt begynder at kigge mistænkeligt længe på jorden og tænke: “Er det nu?” Fint og køligt vejr. Den slags vejr, der lover forår, men stadig holder lidt igen. Jorden i haven er ærlig talt alt for kold og tung til, at det giver mening at grave rundt i den. Jeg ved det godt. Erfaringen har lært mig det. Det har dog aldrig forhindret mig i at gå en runde og kigge. Bare lige kigge. Måske trykke lidt forsigtigt med støvlen et par steder. Som om jorden pludselig skulle ændre mening, hvis jeg ser håbefuld nok ud. Men når haven endnu ikke vil samarbejde, må man finde et alternativ. Så hvorfor ikke benytte lejligheden til en frisk gåtur rundt om søen ved Jels Voldsted . Man går der mellem træerne, og selvom det stadig er tidligt på sæsonen, kan man mærke det. Noget er på vej. Små tegn. En anelse grønt. Fugle, der lyder som om de også har fået...

Man kan planlægge meget i livet. Kurser. Fridage. Indkøb af grundstammer. Men man kan ikke planlægge vejret. Dagen efter podningskurset i Give havde jeg taget en fridag. Den var strategisk placeret – med forhåbning om milde temperaturer, blød jord og optimale forhold for mine første selvstændige podninger. Vejrguderne havde dog andre planer.   Fridagen var besluttet allerede ugen før kurset. Optimisme var der nok af. Men om morgenen stod termometeret på minus 8 grader. Jorden i drivhuset var hård som beton, og mine planer om potning blev parkeret hurtigere end en dårlig projektidé i styregruppen. Så længe frosten bider, bliver der ingen nye æbletræer. Man må kende sine begrænsninger. Og jordens. Men på tredjedagen – den 21. februar – skete miraklet. Plusgrader. Sneen forsvandt i forbløffende fart, som om selv den havde fået besked om, at nu var det tid. For en sikkerheds skyld havde jeg allerede dagen før sat en sæk planteskolejord i kælderen til optøning. Man er vel p...

  Nogle går til keramik. Andre går til yoga. Og så er der os, der melder os til podningskursus i æbletræer en mørk februaraften i Give. Det skulle vise sig at være tre timer med koncentration, skarpe knive, strenge godkendelser og et overraskende strejf af kongelig danmarkshistorie. For når man først står med podekniven i hånden og forsøger at forene kvist og grundstamme i et vellykket ægteskab, opdager man hurtigt, at man ikke er den første i Danmark, der har haft æbler på hjernen. Her er min oplevelse fra en aften i podningens tegn – og en historie fra dengang æbletræer næsten blev indført ved kongelig ordre. Podekursus i Give – 18.02.2026 Så kom dagen endelig. Mit første kursus i den fornemme kunst at pode æbletræer. Sjældent har jeg været så klar til et kursus. Vi var 25 deltagere – en god blanding af unge og ældre – og allerede fra start stod det klart, at tiden ville blive vores største modstander. Kurset startede kl. 19 og vi skulle være ude igen kl. 22. Tre timer t...