Tim Skovrup

 Der findes høst, hvor man står med en lille skål og tænker: “Nå… det var da hurtigt overstået.” Og så findes der solbærhøst 2026 . Her havde mine tre gamle Big Ben-buske tilsyneladende besluttet sig for, at de ville tage revanche for alle de år, hvor jeg måske ikke har givet dem helt så meget opmærksomhed, som de mente, de fortjente. Og resultatet? Solbær i lange baner! Grenene hænger næsten vandret helt ned mod jorden, og når man først begynder at plukke, opdager man hurtigt, at der åbenbart gemmer sig endnu flere bær lige bag dem, man netop har plukket. Så står man der. Med en skål i hånden. Med solbær mellem fingrene. Og med den sædvanlige tanke: “Jeg tager lige den sidste række…” Den tanke har jeg efterhånden lært ikke at stole på. For i år har Big Ben-busken tydeligvis andre planer. Solbærhøsten i juli blev noget af en fornøjelse i år. Vi har tre ældre solbærbuske af sorten Big Ben , og jeg skal da lige love for, at de har taget opgaven med at producere bær alvo...

Når et gammelt stakit får en makeover, et 2D-tegneprogram bliver sluppet løs – og selveste waterpasset bliver sendt på tidlig pension Der findes opgaver i haven, som man tager fat på med det samme. Og så findes der stakittet . Det er den slags projekt, der står og kigger bebrejdende på én år efter år, mens man hver gang går forbi og tænker: “Det skal jeg også lige have gjort noget ved…” Og sådan kan man jo sagtens få et par år til at gå.  Men i år fik jeg endelig givet mig selv den velfortjente los bagi , og nu skulle det være. Stakittet ud mod hovedvejen skulle have en ordentlig omgang kærlighed. Først kom sandpapiret frem, derefter blev de brædder, der havde set bedre dage, udskiftet, og så var det ellers tid til en god omgang maling. Og jeg må indrømme, at jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. Men selvfølgelig kunne jeg ikke bare nøjes med at male stakittet. Det ville jo være alt for nemt. Et af mine kendetegn er åbenbart, at jeg har et næsten uimodståeligt behov for at sæ...