Akelejer – havens smukkeste ballademagere

 Der findes planter, som opfører sig pænt, holder sig på deres plads og loyalt bliver dér, hvor haveejeren satte dem.

…og så findes der akelejer.

Planter med så meget charme, historie og personlighed, at man næsten tilgiver dem, når de pludselig dukker op midt i græsplænen, mellem fliserne eller i en krukke, man er ret sikker på var tom i går.

Og efter jeg begyndte at grave lidt i akelejernes historie, må jeg indrømme:
Jeg ser dem slet ikke på samme måde længere

ADVARSEL – efter at du har læst min beretning om akelejernes historie, vil dit syn på disse skønheder være ændret for altid :)

“Akelejer spreder sig i haven, hvis man ikke klipper dem ned lige efter blomstring.”

Den sætning møder man nærmest i alle havebøger.

Og gør jeg så, som de kloge mennesker skriver?

Nej....

Akelejerne må hjertens gerne sætte frø og sprede sig rundt i hele haven. De må også meget gerne krydse sig med hinanden, så der pludselig dukker nye og mærkelige farvekombinationer op de mest uventede steder.

For min have må gerne være lidt ude af kontrol.

Livet handler jo også om at give plads til naturens egne små finurligheder — og ærligt talt virker akelejer som planter, der bliver direkte fornærmede, hvis man forsøger at styre dem for meget.

Mine havebøger fortæller egentlig ikke de store historier om akelejer. De beskriver mest højde, blomstringstid og den sædvanlige advarsel om selvsåning.

Men jeg har selv et særligt forhold til dem.

For mange år siden fik jeg en lille pose akelejefrø fra nogle gamle venner, og siden har de mere eller mindre levet deres eget liv i haven.

Og jeg elsker det.

Når man går rundt blandt dem, opdager man hurtigt, hvor forskellige de er blevet. Farverne ændrer sig. Nogle er elegante og afdæmpede. Andre ligner blomster, der har fået lidt for meget mjød til middelalderfest.

Og netop dér begyndte min nysgerrighed.

For da jeg begyndte at dykke ned i akelejernes historie på internettet, viste det sig, at de har en langt mere dramatisk fortid, end man lige skulle tro.

Den almindelige have-akeleje, Aquilegia vulgaris, menes oprindeligt at komme fra Sydeuropa og Middelhavsområdet. Til Norden kom den sandsynligvis med munke i middelalderen, hvor den blev dyrket i klosterhaver som både lægeplante og prydplante.

Ja… lægeplante.

Selvom den faktisk er let giftig.

Middelalderen havde generelt en lidt mere modig tilgang til medicin:
"Lad os spise lidt af den giftige plante og se, hvad der sker." 

Akelejer blev blandt andet brugt mod hudproblemer, halsbetændelse, gigt, astma og forskellige andre lidelser, som middelalderens mennesker sandsynligvis forklarede med “ubalancer” og meget alvorlige ansigtsudtryk.

Men det stopper ikke dér.

For i middelalderen og folketroen blev akelejer også koblet til magi, elvere og overnaturlige kræfter. Blomsterne blev kaldt fehatte, narrehætter og ikke mindst elversko.

Og når man først ser blomsterne sådan… så kan man faktisk godt forstå det.

De ser jo nærmest ud som noget, der kun vokser i eventyr.

I gamle fortællinger blev akelejen næsten behandlet som en botanisk superhelt. Den kunne afsløre hekseri, beskytte mod onde kræfter — og åbenbart gøre løver modige, hvis de spiste den.

Det sidste har jeg dog endnu ikke testet i haven 

Samtidig blev planten også forbundet med kærlighed, frugtbarhed og erotikkens gudinder i antikkens Europa.

Det er altså ikke småting, disse blomster har haft på CV’et gennem tiden.

Og nu står de her i min have og opfører sig som små farverige troldmænd med frø i lommerne.

Så til sidst i denne fortælling må spørgsmålet næsten være:

Vil man fortsat klippe akelejerne ned lige efter blomstring…

…eller vil man lade disse yderst interessante skønheder være i fred og give dem lov til at sprede lidt magi rundt i haven?