Solbær online – jagten på de sjældne bær endte lykkeligt

 Når man først begynder at interessere sig for gamle frugtsorter, sker der noget mærkeligt.

Pludselig står man ikke længere og kigger på blomster eller stauder.

Nej.

Man sidder en sen aften og leder efter solbærsorter med tyske navne, som næsten ingen mennesker længere dyrker.

Og før man ved af det, har man trykket "bestil".

Denne historie handler om netop sådan et øjeblik.

Efter tomater og æbler er det nu også lykkedes solbær at snige sig ind på listen over planter, jeg finder stærkt interessante.

Og det er faktisk lidt farligt.

For når først man begynder at interessere sig for gamle sorter, findes der tilsyneladende ingen vej tilbage.

Efter en del planteskolebesøg og plantemarkeder måtte jeg til sidst erkende, at de sorter jeg jagtede, ganske enkelt ikke fandtes i den almindelige handel.

Så jeg gjorde noget, som jeg normalt er lidt forsigtig med.

Jeg bestilte planter online.

Nu har jeg jo hørt historierne.

Dem har vi alle.

Planter der ankommer i en tilstand, som minder om et avanceret puslespil med flere tusinde brikker.

Pakker der har været på rundtur i hele Europa.

Planter der ved ankomsten mest af alt ligner noget, der burde komposteres med det samme.

Så forventningerne blev holdt på et fornuftigt niveau.

Jeg bestilte.

Betalte.

Ventede.

Og håbede.

Til min store overraskelse fungerede det hele fuldstændig gnidningsfrit.

Betaling, mails, ordrebekræftelser og forsendelse kørte præcis som det skulle.

Selv fragtmanden virkede til at have styr på situationen.

Så kom den forløsende SMS:

"Din pakke er leveret."

Da jeg ikke selv var hjemme, måtte jeg straks kontakte min datter for at få status på den yderst vigtige sag.

Stod pakken der?

Det gjorde den.

Så begyndte spændingen for alvor.

For det er jo først dér, man finder ud af, om man har købt planter eller botaniske katastrofer.

Heldigvis blev jeg positivt overrasket.

Planterne var pakket omhyggeligt og forsvarligt ind.

Ingen knækkede grene.

Ingen tørre pinde.

Ingen tragedier.

Tværtimod.

Planterne var i overraskende flot stand.

Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at ikke et øje var tørt herfra 😄

Så ja...

Det kan sgu lade sig gøre.

Og hvad var det så for nogle sjældne skønheder, der havde fået mig til at tage chancen?

Ingen ringere end:

Rosenthals Langtraubige

og

Silvergieters Schwarze.

To gamle solbærsorter, som har stået højt på ønskelisten i lang tid.

Så nu begynder næste kapitel.

At få dem plantet.

At se dem etablere sig.

Og forhåbentlig om nogle år kunne høste de første bær.

For det er jo sådan med havefolk.

Vi køber sjældent en plante for næste uge.

Vi køber den for de næste mange år.

Og det er måske netop dét, der gør havelivet så fascinerende.

Et lille klik på internettet.

En pakke ved døren.

Og pludselig er fremtidens solbærhøst rykket et skridt nærmere.