På havebesøg i Sydslesvig – hvor fortiden stadig blomstrer
Lørdag gik turen syd for grænsen sammen med to gode havevenner.
Målet var "Offener Garten" i Schleswig-Holstein, hvor private haveejere åbner deres haver for besøgende. Med kamera, godt humør og en forventning om at finde inspiration drog vi afsted mod det nordvestlige Tyskland.
Dagens første havebesøg blev hos Sabine i Oster-Schnatebüll, og allerede her blev vi mødt af noget ganske særligt. Ikke blot en flot have, men et sted hvor historie, kreativitet og gæstfrihed gik hånd i hånd.
Her fik gamle vinduer, badekar, mælkespande og andre skatte fra gårdens fortid nyt liv mellem blomster og buske. Samtidig blev vi mødt med en varme og imødekommenhed, som gjorde besøget til meget mere end blot endnu et havebesøg.
Det blev begyndelsen på en dag fyldt med oplevelser, inspiration og gode historier.
Her kommer første del af haveberetningen fra Sydslesvig.
Anledningen var den store "Offener Garten" i Schleswig-Holstein og Hamborg-området, hvor private haveejere åbner havelågen og inviterer os nysgerrige havefolk indenfor.
Det er lidt som en slikbutik for haveentusiaster – blot med stauder, buske, træer og masser af inspiration.
Forud for turen havde jeg studeret det tyske havekort med næsten samme intensitet, som en general planlægger et felttog. En rute blev lagt gennem haver i Kolkerheide, Stadum og Oster-Schnatebüll.
Fire haver.
Masser af forventninger.
Selve køreturen blev hurtigt en oplevelse i sig selv. Noget af det første jeg bemærkede, var de mange store gamle træer i de små landsbyer. Træer med personlighed, historie og karakter – præcis den slags træer, som får mig til automatisk at sænke farten og kigge lidt ekstra.
En anden ting sprang også i øjnene.
Mens vi hjemme i Danmark efterhånden ser store marker fyldt med solceller, så jeg stort set ingen solcelleparker på turen. Til gengæld sad solcellerne dér, hvor de efter min mening klæder landskabet bedst – på tagene af bygningerne.
Undervejs blev der naturligvis snakket have.
Masser af have.
Faktisk så meget have, at almindelige mennesker sandsynligvis ville være stået af efter de første ti minutter.
Men sådan er det jo, når tre havefolk samles.
Pludselig kan en samtale om kompost udvikle sig til en diskussion om solbær, efterfulgt af stauder, æblepodning, rhododendron og spørgsmålet om, hvorvidt man nu virkelig mangler flere planter.
Svaret er naturligvis altid nej.
Og alligevel ender svaret som regel med at være ja.
På billedet ses jeg i midten sammen med mine to søde havevenner, som havde mod på at tage med på dette lille tyske haveeventyr.
Nu var kursen sat mod den første have.
Have nr. 1 – Sabine i Oster-Schnatebüll og kunsten at se muligheder
Den første have på vores rute lå i landsbyen Oster-Schnatebüll hos Sabine på Dorfstrasse 221.
Klokken var 10.20, da vi ankom. Arrangementet var netop startet klokken 10.00, og dette var faktisk første gang, Sabine deltog i "Offener Garten".
Man kunne godt mærke, at hun var spændt.
Og måske også en smule nervøs.
Til gengæld blev hun hurtigt overrasket, da dagens første gæster viste sig at komme helt fra Danmark.
Da hun hørte, hvor vi kom fra, slog hun uden tøven over i dansk.
Det kom ærligt talt lidt bag på os.
Forklaringen var dog ganske naturlig. Sabine stammer fra det danske mindretal i Sydslesvig. Jeg fortalte til gengæld, at nogle af mine bedsteforældre tilhørte det tyske mindretal i Danmark.
Så dér stod vi.
Næsten som to spejlbilleder af hinanden på hver sin side af grænsen.
Vi blev mødt med en gæstfrihed, som nærmest blæste os bagover.
Sabine elskede tydeligvis at fortælle om både gården, haven og de mange projekter, hun havde kastet sig over gennem årene. Man mærkede hurtigt den stolthed og glæde, som kun opstår, når mennesker virkelig holder af det, de har skabt.
Selve gården har tilhørt hendes mands familie gennem flere generationer.
Der drives ikke længere landbrug her, men i stedet er området omkring gården blevet forvandlet til et lille wellness-center for havefolk.
Et sted hvor man går langsommere.
Kigger lidt mere.
Og får nye idéer med hjem.
Noget af det, som imponerede mig mest, var hendes kreativitet.
For mens mange af os ser gamle mælkejunger, rustne jernstykker, sten, rør og andre efterladenskaber som skrot, så ser Sabine muligheder.
Alt det, vi ser på billederne, stammer fra gården.
Intet er blevet smidt væk.
Gennem generationer er tingene blevet gemt på loftet i laden, og nu har de fået nyt liv som dekorative elementer i haven.
Det er faktisk lidt fascinerende.
For pludselig står man og beundrer gamle mælkejunger, som er blevet en naturlig del af et bed.
Gamle rør bliver til kunst.
Rustent jern bliver til dekoration.
Og ting, som andre ville køre på genbrugspladsen, får nyt liv mellem planter og buske.Flere steder i haven fandt vi små kreative opstillinger, som fik smilet frem.
Blandt andet de sjove snegle, der kravlede rundt på gamle lerrør, og de fantasifulde dekorationer lavet af gamle fjedre og jernstumper.
Det er måske netop her, forskellen ligger mellem en have og en personlig have.
En personlig have fortæller noget om mennesket bag.
Og Sabines have fortalte rigtig meget om Sabine.
At hun er kreativ.
At hun værdsætter historien.
Og at hun har en imponerende evne til at se muligheder dér, hvor andre kun ser gammelt skrammel.
Det er faktisk en egenskab, som mange havefolk kunne lære lidt af.
For nogle gange gemmer de bedste idéer sig på loftet i laden.
Et af de steder, hvor jeg virkelig måtte stoppe op, var ved dette gamle staldvindue.
Det er måske ikke det første, alle besøgende lægger mærke til, men for mig fortæller det en historie om respekt for fortiden.
Vinduet er ikke perfekt.
Malingen er slidt.
Jernet bærer præg af mange års vind og vejr.
Og tidens tand har sat sine tydelige spor.
Men netop derfor er det så smukt.
I dag ville mange måske udskifte det med et moderne vindue, som var lige, tæt og vedligeholdelsesfrit.
Men så ville noget af gårdens sjæl forsvinde.
Her har man i stedet valgt at bevare det.
Og heldigvis for det.
For når man står foran de gamle mursten, de håndlavede detaljer og det charmerende vindue, får man næsten følelsen af, at bygningen selv fortæller sin historie.
Man begynder at tænke på alle de mennesker, som gennem generationer har gået forbi netop dette vindue.
Alle de årstider det har oplevet.
Alle de forandringer gården har været igennem.
Jeg synes faktisk, at det er et smukt eksempel på, at alt ikke behøver at være nyt for at være flot.
Nogle gange er det netop slidsporene, der gør tingene interessante.
Lidt ligesom os havefolk.
Vi bliver måske heller ikke kønnere af tidens tand, men vi får til gengæld flere gode historier.
Når kærlighed til haven også kan måles i skruer, mursten og genbrugstræ
Bag enhver passioneret haveejer gemmer der sig ofte en person, som tålmodigt hjælper med at føre de mange idéer ud i livet.
Hos Sabine var det hendes mand.
Han er netop gået på pension, men pensionistlivet ser ud til at være blevet udsat på ubestemt tid. For selvom arbejdslivet er slut, står han stadig tidligt op om morgenen og hjælper til i haven.
Og heldigvis for det.
For denne fantastiske havehytte er nemlig hans værk.
Da jeg fik øje på den, måtte jeg simpelthen stoppe op et øjeblik. Jeg tabte næsten kæben.
Ikke kun fordi den er flot.
Men fordi den er bygget af genbrugsmaterialer.
Gamle vinduer, gamle døre, gamle materialer og masser af håndværksmæssig snilde er blevet forvandlet til en havehytte, som ser ud som om den altid har stået der.
Jeg må ærligt indrømme, at hvis jeg havde fået udleveret de samme materialer, så var resultatet nok blevet en lettere mistænkelig konstruktion, som naboerne ville holde ekstra øje med under stormvejr.
Men her var der tale om håndværk i særklasse.
Alt passede sammen.
Murstenene omkring hytten var lagt med stor præcision, de gamle vinduer gav bygningen sjæl, og hele hytten smeltede naturligt sammen med haven omkring den.
Det er den slags projekter, der får én til at tænke:"Hvorfor ser mine egne genbrugsprojekter aldrig sådan ud?"
Et plantelaboratorium gemt bag hytten
Bag hytten åbnede endnu en lille overraskelse sig.
Her havde man indrettet et hyggeligt arbejdsområde til havens mange projekter.
Der stod gamle mælkespande, genbrugte materialer, planteborde og en smuk reol, hvor lerpotter og små planter stod side om side.
Det var ikke sterilt.
Det var ikke moderne.
Det var hyggeligt.
Og vigtigst af alt – det fungerede.
Man kunne næsten forestille sig, hvordan nye stiklinger bliver passet, potter omplantet og fremtidige haveprojekter planlagt netop her.
For os havefolk er sådanne steder næsten lige så spændende som selve blomsterbedene.
Vi ved jo godt, at magien ikke kun sker ude i haven.
Den starter ofte ved et plantebord med jord på fingrene, tomme potter og en idé, som måske – eller måske ikke – udvikler sig til endnu et projekt.
Og hvis man spørger ægtefællen derhjemme, er det som regel endnu et projekt.
Kronen på værket – forfædrenes badekar
Hvis man troede, at Sabine havde brugt alle familiens gamle skatte på havehytten, mælkespandene, vinduerne og de mange kreative detaljer, så tog man fejl.
For midt i haven stod det, som for mig blev kronen på hele fortællingen.
Et gammelt badekar.
Ikke et moderne designermøbel til haven.
Ikke noget købt i et havecenter.
Men familiens eget gamle badekar.
Jeg stod længe og kiggede på det.
Tænk engang hvor mange generationer af familien, der gennem årene har siddet netop dér.
Hvor mange børn der er blevet vasket.
Hvor mange arbejdsdage på gården der er blevet afsluttet med et varmt bad.
Hvor mange historier væggene på gården og dette badekar kunne fortælle, hvis de kunne tale.
I dag har badekarret fået pension.
Men ikke den kedelige slags.
Nu har det fået en æresplads midt i haven.
Som et smukt minde om dem, der gik her før os.
Og netop dét synes jeg siger utrolig meget om hele haven.
Man mærker overalt respekten for historien.
Intet bliver smidt væk uden omtanke.
Intet bliver glemt.
Gamle ting får nyt liv.
Ikke fordi de nødvendigvis er værdifulde i penge.
Men fordi de er værdifulde i minder.
Ved siden af badekarret stod endnu en detalje, som fangede min opmærksomhed.
De gamle vandhaner.
Monteret på et rustikt stativ stod de næsten som en blomstrende staude midt i bedet.
Jeg ved godt, at det teknisk set ikke er en plante.
Men jeg synes næsten, de opførte sig som én.
De stod ranke, havde karakter, trak blikket til sig og passede perfekt ind blandt havens øvrige beboere.
Og sådan var hele haven egentlig.
En have hvor planter, historie, familie og kreativitet voksede side om side.
Da vi forlod Sabines have, havde vi ikke blot set en flot have.
Vi havde besøgt et sted, hvor fortiden stadig lever videre mellem blomsterne.
Og jeg tror faktisk, at det er derfor, haven gjorde så stort indtryk på mig.
For blomster kan man finde mange steder.
Men sjæl kan man ikke købe på planteskolen.
Fra havebegejstring til lettere beruset havetilstand
Efter besøget hos Sabine i nummer 221 stod vi tilbage med en følelse af, at dagen næsten ikke kunne blive bedre.
Vi havde oplevet en fantastisk gæstfrihed, en have fyldt med historie, kreativitet og sjæl, og ikke mindst mødt et menneske, som brændte for sit haveliv.
Så da vi vendte tilbage mod bilen, var vi ærlig talt en smule rundtosset.
Ikke på grund af øl eller vin.
Men af haveindtryk.
For os havefolk findes der nemlig en ganske særlig form for beruselse.
Den opstår, når man på kort tid ser så mange gode idéer, flotte planter og kreative løsninger, at hjernen ikke længere kan følge med.
Man nikker.
Smiler.
Tager billeder.
Og tænker:
"Den idé skal jeg huske..."
For derefter straks at få øje på tre nye idéer.
Heldigvis havde vi fået lov til at lade bilen stå hos Sabine.
For næste have lå næsten lige ved siden af.
Nummer 217 på samme vej.
Så vi begav os afsted til fods.
Stadig lettere omtågede af begejstring over det første havebesøg.
Og uden på nogen måde at vide, hvad der ventede os på den anden side af hækken.
Men én ting var sikkert.
Hvis naboerne kunne holde samme niveau som Sabine, så tegnede det til at blive en ganske farlig dag for tre haveentusiaster med kameraer og alt for mange idéer i bagagen.

.jpg)

























Kommentarer
Send en kommentar