THE SECRET OF ALIFIROV, Kasakhstan – en tomat, der kun fortjener positive karakterer!
Men det er en tomat-gåde...
Og så er der The Secret of Alifirov – en tomat, som tilsyneladende har besluttet sig for, at livet skal være lidt mere besværligt for både dyrkeren, frøsamleren og enhver, der forsøger at finde ud af, hvad pokker det egentlig er, man har gang i.
I den oprindelige idé til sorten fra den kasakhiske tomatforædler V. G. Alifirov skulle tomaten være chokoladefarvet.
På samme plante kunne der desuden forekomme både hjerteformede og fladrunde frugter.
Og fordi sorten stadig er forholdsvis ung, og ophavsmanden endnu ikke nåede at stabilisere den helt, kan den stadig spalte ud og give forskellige former.
Så her har vi altså en tomat, hvor man ikke nødvendigvis ved præcis, hvad der kommer ud af frøet.
Det lyder måske lidt som dårlig planteforædling...
Jeg vælger at kalde det en overraskelse. 😁
For til gengæld får vi nye variationer, som hver især kan være værd at dyrke år efter år.
Og så var der det ene frø...
Fra en god tomatven havde jeg fået ét eneste frø.
Ja...
ÉT. ENKELT. LILLE. FRØ.
Det var ikke ligefrem en håndfuld, hvor man bare kunne sige:
"Nå, det må briste eller bære."
Nej, her var der tale om et frø, der nærmest havde fået status som familiearvestykke.
Jeg opbevarede det med stor omhu og var vist kun et lille skridt fra at begynde at føre dagbog over dets velbefindende.
"Kære dagbog. Frøet har det godt i dag. Temperaturen er stabil. Luftfugtigheden virker fornuftig. Jeg tror, det er tilfreds."
Da foråret endelig kom, var den store dag oprunden.
Frøet blev plantet.
Og så var det ellers bare at vente...
Og YES!
Det spirede!
Jeg havde altså nu en lille plante af denne mystiske kasakhiske tomat, og den voksede sig efterhånden til en rigtig flot plante, som senere blev plantet ud i drivhuset.
Nu var det bare at glæde sig til årets store tomatoplevelse.
Og så kom...
KATASTROFEN!
Planten døde.
Jeg troede i hvert fald, at den var død.
Det ene og eneste frø, som jeg havde vogtet over som en kronjuvel, havde altså produceret en plante, som efterfølgende takkede for tilliden ved ganske enkelt at lægge sig ned og dø.
Jeg var utrøstelig.
Det var ikke bare en tomatplante, der var gået bort.
Det var The Secret of Alifirov!
Mit eneste frø!
Min fremtidige frøsamling!
Flere minutters dyb sorg fulgte.
Jeg var tæt på at måtte drikke sorgerne væk, og psykologhjælp var efterhånden ikke helt udelukket.
Men så...
skete miraklet.
Alifirov nægtede simpelthen at dø!
Naboplanten i drivhuset begyndte pludselig at få to mærkelige frugter.
Og de lignede bestemt ikke det, de burde.
Jeg gik straks på knæ foran planten for at undersøge denne botaniske galskab nærmere.
Og dér var forklaringen!
Alifirov havde sat et nyt skud på langs.
Den havde simpelthen fundet en vej tilbage fra de døde og havde lagt sig hen ad jorden, indtil den fik støtte fra naboplanten.
Det var næsten som om planten sagde:
"I troede, jeg var død? Nå... se lige her!"
Så kan man vist roligt sige, at sæsonen var reddet.
To flotte frugter!
Og vigtigst af alt:
Frø til samlingen!
Så efter alt det drama lykkedes det faktisk at få min første sæson med The Secret of Alifirov til at ende lykkeligt.
Frugtkødet – flot og frisk
Og så kommer vi til det, som jo egentlig er hele meningen med at dyrke tomater.
Smagen.
Og her bliver Alifirov for alvor interessant.
Den er ikke bare sukkerholdig.
Den er så saftig og sød, at den nærmest flyder.
Og når jeg siger flyder, så mener jeg det!
Den er ikke bare kødfuld – den er nærmest tomatens svar på en fed saftig bøf.
Da vi brugte dem i panden, blev løg og alt det andet gode nærmest forvandlet til bådflygtninge, fordi alt det væske, der væltede ud af tomaterne, simpelthen sendte hele herligheden på sørejse rundt i panden.
Det var ikke længere stegning.
Det var næsten tomatsuppe med løg.
Men hold da op, hvor smagte det godt!
Hvad siger Google om denne interessante sort?
Hvilken historie ligger der bag?
The Secret of Alifirov er i sig selv et charmerende navn – og der er faktisk en lille smule mystik omkring sortens oprindelse og stabilitet.
Det er netop en af de tomater, hvor man hurtigt opdager, at forskellige beskrivelser på nettet ikke nødvendigvis fortæller den samme historie.
Og måske er det netop en del af charmen.
Planten
- Indeterminant
- Middeltidlig/mellemsæson
- Typisk omkring 1,5–1,8 meter
- Kraftig plante
- Almindelige blade
- Kan dyrkes både på friland og i drivhus – men i Danmark vil jeg personligt sige: drivhus, tak!
- Typisk 2–3 frugter pr. klase
- Flere beskrivelser fremhæver god frugtsætning
En russisk beskrivelse angiver endda omkring 1,7 meter og en langvarig, forholdsvis rigelig produktion.
Det lyder jo næsten som en tomat, der både vil vokse højt, producere godt og samtidig holde lidt på hemmelighederne.
Frugterne – her bliver den rigtig spændende
Der er en ret stor variation i beskrivelserne af størrelsen.
Én samler angiver 200–450 gram.
Andre beskriver 300–700 gram.
Og Tomato-King angiver helt op til 400–800 gram.
Men jeg mener nu, at man skal tage alle disse tal med et lille gran tomatfrø.
For vækstbetingelser, klima, beskæring, gødning og ikke mindst den enkelte plantes genetiske variation har naturligvis stor betydning for, hvor store frugterne bliver her i Danmark.
Frugterne beskrives som:
- mørkt burgundy/rødbrune
- brunlige
- purpur/magenta
- nærmest mælkechokolade-/chokoladefarvede ved fuld modenhed
- flade til hjerteformede
- undertiden bådformede
- ofte med kraftige, afrundede skuldre
- let ribbede på nogle planter
Tomato-King beskriver endda de største frugter som så mærkeligt formede, at de nærmest kan sno sig rundt om stilken.
De bliver humoristisk sammenlignet med en bastsko.
Og jeg må indrømme...
Når en tomat begynder at ligne fodtøj, så ved man, at man har fået fat i en sort, der ikke nødvendigvis følger moden helt slavisk.
Så er den stabil – eller ikke?
Her bliver historien for alvor interessant.
Nettet fandt nemlig en dyrkerberetning fra Fedorova, som faktisk rejser spørgsmålet om sortens stabilitet.
Hun beskriver planter dyrket på friland, hvor frugterne varierede fra burgundy til brun, og hvor den samme plante gav både hjerteformede og mere runde frugter.
Hun spørger selv, om sorten stadig er ustabil, eller om hendes plante havde segregeret.
Frugterne nåede omkring 500 gram og havde meget få frø.
Dertil kommer et russisk tomatforum med en længere diskussion om Vitaly Alifirovs sorter, hvor Секрет Алифирова specifikt nævnes, og hvor dyrkere viser billeder, der også dokumenterer variation i både frugtform og farve.
Konklusion
The Secret of Alifirov er ikke en helt stabil sort endnu.
Og måske er det faktisk noget af det, der gør den så pokkers interessant.
Når jeg næste år sår mine få dyrebare frø, kan jeg altså ikke være helt sikker på, om jeg får præcis samme type som den, jeg tog frøene fra.
Måske bliver den hjerteformet.
Måske bliver den fladrund.
Måske bliver den brun.
Måske bliver den chokoladefarvet.
Måske bliver den stor.
Måske bliver den endnu større.
Og måske beslutter den sig for igen at dø, genopstå og klatre over til naboplanten, bare for at holde mig på tæerne.
Det eneste, jeg med nogenlunde sikkerhed kan sige, er:
The Secret of Alifirov er ikke bare en tomat.
Den er et lille genetisk lotteri.
Og jeg har tænkt mig at købe flere lodder næste år.
Og derfor er tomatlivet fantastisk..
Spændende tomathistorie, som du dog kan fortælle Tim. sjov læsning.
SvarSlet