Pas på... der gemmer sig et ferieparadis i den gamle gyllebeholder!

 Når man bliver inviteret ind i en have, tror man ofte, at man ved nogenlunde, hvad der venter.

Det troede vi også...

Men denne have havde besluttet sig for at snyde os fuldstændigt.

Først blev vi mødt af en smuk gammel gård med kæmpestore træer, hyggelige kroge og en parkagtig have, hvor skuldrene helt automatisk faldt ned på plads.

Og så... stod vi pludselig foran en gammel gyllebeholder.

Jeg tænkte: "Nå ja... den er da meget fint groet til."

Fem minutter senere stod vi midt i noget, der mindede om et sydlandsk ferieparadis, og jeg var allerede mentalt i gang med at bestille en Piña Colada.

Kom med rundt i endnu en fantastisk have fra vores tur syd for grænsen. En have fyldt med kreative idéer, gæstfrihed, veteranbiler, en Porsche-traktor... og en gyllebeholder, som fuldstændig stjal overskrifterne.

 Efter besøget hos Sabine gik vi videre mod næste have på gaden, nummer 217. Der var ikke langt at gå, men vi nåede alligevel at få samlet tankerne lidt. Vi var ærlig talt stadig en smule overvældede af oplevelserne hos Sabine, og forventningerne var derfor ikke blevet mindre.

Allerede inden vi nåede frem til haven, blev vi mødt af noget af det, som gør disse små landsbyer så charmerende. Gamle huse, store træer og en ro, som man sjældent finder andre steder.

Da vi ankom til nr. 217, var det første indtryk allerede skrevet i murstenene. En smuk gammel ejendom, som nærmest skriger af historie og fortællinger fra svundne tider. Selv de store træer tæt ved huset virker som gamle familiemedlemmer, der har fulgt gårdens liv gennem årtier.

 

Jeg må beklage billedkvaliteten en smule – solen stod skarpt netop i det øjeblik, billedet blev taget – men forhåbentlig fornemmes stemningen alligevel.

Endelig lykkedes det mig faktisk at finde et lille kritikpunkt. Der er monteret moderne plastvinduer i bygningen. Det tager en smule af den historiske charme. Når det så er sagt, har jeg også fuld forståelse for valget. Med så mange store træer omkring huset kræver trævinduer en betydelig indsats at vedligeholde, og nogle gange må det praktiske naturligvis veje tungere end det romantiske.

Et af de små hjørner på grunden fangede især min opmærksomhed. Det lille bord og den gamle stol ser ud, som om de altid har stået der. Man får næsten følelsen af, at bedstemor eller oldemor sad netop her med sit strikketøj, mens dagens gøremål på gården gik sin gang omkring hende.

Måske er det bare fantasien, der løber af med mig – men det er netop sådanne steder, der får historien til at føles nærværende.

Vi listede os om bag huset, hvor haven lå gemt væk. Her åbnede der sig nærmest en mindre park med masser af store gamle træer, som satte stemningen for hele haven. Rundt langs kanterne lå mindre bede fyldt med blomster, buske og spændende detaljer, men det var uden tvivl de store træer, der spillede hovedrollen her.

Kreativiteten fejlede bestemt ikke noget. Ligesom hos Sabine fandt man genbrugselementer rundt omkring i haven, dog i lidt mere afdæmpet omfang. Jeg synes faktisk, de passede perfekt ind mellem stauderne og var med til at understrege havens naturlige og afslappede udtryk.

Især det gamle vindue, som havde fået nyt liv som dekoration mellem buske og slyngplanter, fangede mit blik. Det er den slags detaljer, som får en have til at skille sig ud og fortælle sin egen historie.

På vores rundtur hilste vi også på haveejeren. Hun havde allerede hørt, at der var gæster på vej fra Danmark. Så ved man, at man er kommet til et mindre lokalsamfund, hvor nyheder rejser hurtigt – faktisk hurtigere end de 10-15 minutter, det tog os at gå fra Sabines have.

Sabine havde nemlig allerede ringet i forvejen og fortalt, at der var tre haveentusiaster fra Danmark på vej. Om det var en anbefaling eller en advarsel, kan man jo altid diskutere – men vi blev i hvert fald taget rigtig godt imod.

Rundt omkring i den store have var der anlagt små opholdspladser, hvor man kunne sætte sig ned og nyde udsigten til de gamle træer og de mange detaljer i haven.

Denne bænk fangede især min opmærksomhed. Ikke så meget på grund af selve bænken, men på grund af det smukke håndværk under den. Prøv lige at kigge på belægningen. Natursten, brokker af gamle mursten og mindre sten er sat sammen i et mønster, som nærmest minder om en sol eller en blomst.

Det er sådan en detalje, som mange besøgende sikkert går forbi uden at lægge mærke til den, men jo længere man kigger, desto mere imponeret bliver man. Det er ikke noget, man lige laver på en eftermiddag.

 Jeg kan godt lide den tanke, at bænken ikke blot er et sted at sidde, men næsten et lille kunstværk i sig selv. Og placeret foran de mørke grantræer får stedet en helt særlig ro over sig. Det er et af de steder, hvor man næsten automatisk sætter tempoet ned og bare nyder omgivelserne.

Da vi nåede ned bagerst i haven og kiggede tilbage mod huset, gik det for alvor op for mig, hvor stor grunden egentlig var. Haven minder næsten mere om en lille park end om en traditionel villahave. De store gamle træer danner loft over området, og de åbne græsarealer giver plads til både lys, luft og lange kig gennem haven.

Rundt omkring i haven var der flere små opholdspladser, og denne bænk fangede straks min opmærksomhed. Her kunne man sætte sig i skyggen under de gamle træer og kigge ud over de åbne marker.

 Det overraskende ved udsigten var dog ikke markerne, men de mange vindmøller i horisonten.

 Havde dette været hjemme i Danmark, var samtalen måske hurtigt faldet på faldende huspriser, ødelagt udsigt, støjgener, dårligt helbred og landsbyer på vej mod afvikling. Men her oplevede vi en helt anden tilgang.

Sabines mand fra den forrige have fortalte, at naboerne til vindmøllerne hvert år modtager en andel af overskuddet fra møllerne. Jo tættere man bor på dem, desto større andel får man. Derfor bliver vindmøllerne ikke kun opfattet som noget, man skal leve med, men også som noget lokalsamfundet får del i.

Om det er hele forklaringen, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det var bemærkelsesværdigt, hvor afslappet forholdet til vindmøllerne virkede. Ingen sure miner, ingen lange diskussioner om udsigten – blot en naturlig del af landskabet.

Personligt syntes jeg faktisk, at kontrasten var interessant. Her kan man sidde på en bænk under gamle træer ved en ejendom, som emmer af historie og generationers liv, mens moderne vindmøller drejede rundt ude i horisonten. På en eller anden måde virkede det ikke som modsætninger, men som to forskellige kapitler af den samme historie.

Haven havde indtil nu vist sig som en meget harmonisk og afslappet have. En have hvor skuldrene automatisk sænkede sig et par centimeter, og hvor man bare havde lyst til at blive lidt længere.

Men...

Hvad er det egentlig for en "hæk", som jeg har markeret på billedet?

 Da vi kom tættere på, kunne vi se, at det slet ikke var en hæk. Bag det tætte lag af vildvin gemte der sig nemlig en gammel gyllebeholder!

Nå ja, tænkte vi. Den er jo fint groet til, så den falder egentlig meget naturligt ind i omgivelserne.

Men så opdagede vi åbningen i siden.

 Der var lavet en dør ind til beholderen.

Selvfølgelig måtte vi kigge indenfor.

Og her tabte vi fuldstændig kæben.

Inden i den gamle gyllebeholder gemte sig et helt lille paradis. Pludselig stod vi i noget, der mindede om en sydlandsk gårdhave med lækroge, planter og en næsten tropisk stemning.

Jeg manglede egentlig kun en Piña Colada i hånden og en rytmeboks, der spillede Macarena, så havde feriestemningen været komplet.

Der stod endda drømmesenge klar til dem, der havde lyst til at koble helt af.

Datteren på gården fortalte, at der om dagen nærmest var tropisk klima derinde. Solen opvarmede de gamle betonvægge, som holdt på varmen, mens stedet om aftenen blev dejligt køligt igen.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at jeg en dag skulle stå midt i en gammel gyllebeholder og tænke: "Her kunne jeg faktisk godt holde ferie."

Efter chokket over den forvandlede gyllebeholder fortsatte vi rundt om bygningerne. Her lå køkkenhaven, som var både enkel, farverig og utrolig charmerende.

Bemærk især, hvordan der er plantet direkte i sprækkerne mellem betonpladerne. Det er en både smart og enkel måde at udnytte pladsen på, samtidig med at de orange californiske valmuer, røde valmuer og blå kornblomster bløder det rå betonmiljø op. Det viser endnu en gang, at man ikke behøver dyre løsninger for at skabe noget, der både er praktisk og smukt.

Omme bag laden ventede endnu en lille overraskelse. Her stod lidt "legetøj" linet op – en række utrolig flotte og velholdte veteranbiler, som nærmest så ud, som om de lige var kørt hjem fra et biltræf.

Men det, der virkelig fangede mit blik, var den lille røde traktor. 

 Jeg må indrømme, at det var første gang i mit liv, jeg så en Porsche-traktor. Den stod der i en stand, som var den lige kørt ud fra fabrikken. Man kan roligt sige, at ejeren går op i at passe på sine gamle maskiner.

Efter rundturen i haven gik vi op til huset, hvor der ventede hjemmebagt kage og kaffe på terrassen. Det var en hyggelig afslutning på besøget, og som om gæstfriheden ikke var stor nok i forvejen, havde familien også et lille salg af hjemmelavede produkter.

Jeg kunne naturligvis ikke stå for fristelsen og købte to glas frugtgelé med hjem. Det ene glas var lavet af Schwarze Johannisbeere, og under snakken med datteren opdagede jeg, at hun ikke vidste, at det på dansk hedder solbær. Det gav anledning til en hyggelig snak om planter og bær, for hun delte også interessen for have og planter.

Det er netop sådanne små møder, der gør en havetur til meget mere end blot en rundvisning blandt blomster og buske. Man tager ikke kun billeder og inspiration med hjem – man tager også historier, smil og gode minder med sig.

Da vi senere forlod haven, havde vi ikke blot oplevet endnu en smuk have. Vi havde mødt endnu en familie, som med stolthed, kreativitet og stor gæstfrihed passer et sted, der har været en del af landsbyen gennem generationer. Måske er det netop derfor, man føler sig så utrolig velkommen som gæst.

Og jeg må indrømme, at den gamle gyllebeholder nok bliver den mest usædvanlige "haveidé", jeg nogensinde har oplevet. Den havde jeg aldrig set komme.

Nu går turen videre til den næste have. Men det bliver en historie til et kommende blogindlæg.