Når foråret banker på – fra skovbund til tomatfrø

 Den 1. marts.
Datoen har en særlig klang. Ikke fordi kalenderen nødvendigvis samarbejder, men fordi håbet gør. Det er dagen, hvor vi havefolk officielt begynder at kigge mistænkeligt længe på jorden og tænke: “Er det nu?”

Fint og køligt vejr. Den slags vejr, der lover forår, men stadig holder lidt igen. Jorden i haven er ærlig talt alt for kold og tung til, at det giver mening at grave rundt i den. Jeg ved det godt. Erfaringen har lært mig det.

Det har dog aldrig forhindret mig i at gå en runde og kigge. Bare lige kigge. Måske trykke lidt forsigtigt med støvlen et par steder. Som om jorden pludselig skulle ændre mening, hvis jeg ser håbefuld nok ud.

Men når haven endnu ikke vil samarbejde, må man finde et alternativ.

Så hvorfor ikke benytte lejligheden til en frisk gåtur rundt om søen ved Jels Voldsted.

Man går der mellem træerne, og selvom det stadig er tidligt på sæsonen, kan man mærke det. Noget er på vej. Små tegn. En anelse grønt. Fugle, der lyder som om de også har fået memoen om, at nu skal vi i gang.

Jeg stopper gerne op og kigger op i træerne for at beundre træets personlighed. For det har de jo. Nogle står ranke og selvsikre, andre er krogede og dramatiske, som om de har levet et helt liv med blæst og historier. De minder mig om, at vækst ikke altid er lige – men altid interessant.

Og jeg kan mærke, hvordan tankerne begynder at løbe foran mig.

Nu skal der sås.

De første såninger bliver mine tomater. Og selvfølgelig er det kun nye sorter, der skal dyrkes i år. Det ville jo være for nemt at gentage en succes. Nej, spændingen ligger i det uprøvede. Sorter, jeg har fremskaffet fra mange forskellige lande – små frø med store løfter.

Det er altid et øjeblik med en vis højtidelighed, når de første tomatfrø lægges i jorden. Som at trykke på startknappen til en ny sæson. En stille aftale mellem mig og naturen:

Nu er vi i gang.

Og pludselig føles vinteren ikke så lang længere.

Så selvom haven endnu ikke er klar til spaden, er den klar i mit hoved. Og i vindueskarmen. Og i hjertet.

Foråret er måske kun lige begyndt – men vi havefolk?
Vi har været klar længe.