Hvordan et æble, en mand i korte bukser og romerne ændrede mit liv

 

Nogle mennesker tager på retreat, andre køber en racercykel.
Jeg tog efteruddannelse i projektledelse… og endte med at ville pode æbletræer.

I år har jeg nemlig besluttet mig for at skifte boldbane. Ikke bare lidt – men helt. Denne gang vil jeg have kunsten at pode æbletræer ind under huden. Sådan rigtigt. Med snit, voks, historie og dyb respekt for træer, der har stået længere i verden, end jeg selv har.

Det hele begyndte egentlig ret uskyldigt. Men som med så mange gode historier starter det med et kursus, et æble – og en mand med flere øgenavne end de fleste har sokker.

 

Første kursus afholdes i Give den 18 februar, med selveste Boi Jensen fra De gamle sorter.
En af Danmarks æbleguruer – og nu min første læremester i podningens ædle kunst

Før første kursus: dokumentation af alle 10 fingre.
Om lidt leger jeg ninja med en skarp podekniv – lad os se, hvordan status er bagefter.

 

Sidste forår tog jeg efteruddannelse inden for projektledelse. Præsentation, modeller, overblik og ansvar. I år har jeg valgt en helt anden form for ledelse: ledelse af æblegrene.

Gnisten blev tændt i september, da jeg deltog i Frøsamlernes efterårskursus. Fredag aften stod på foredrag – og ikke hvilket som helst foredrag. På scenen trådte Karsten Hansen, også kendt som NaturKarsten, Karsten Kortbuks og sikkert et par navne mere, afhængigt af hvem man spørger.

Foredraget hed “Demokratiets fødsel – set gennem et æble”.
Jeg indrømmer gerne: Jeg var skeptisk. Æbler og demokrati? Fredag aften?
Men nej. Det var alt andet end kedeligt.

Karsten leverede en fortælling, der var lige dele passioneret, vidende og underholdende – og han havde selvfølgelig taget æbler med. Mange æbler. Rigtig mange æbler. Så mange, at mit ellers stolte (og ifølge mig selv ret imponerende) udvalg af tomatsorter pludselig føltes… beskedent. Meget beskedent.

Der og da blev en æblegnist tændt.

Om vinteren, hvor haven hviler, har jeg så gravet videre – denne gang i bøger og på internettet. Og her faldt jeg over nogle fortællinger, som gjorde det umuligt ikke at blive endnu mere fascineret.

Allerede i romertiden skrev Plinius den Ældre i det 1. århundrede e.Kr.:

“Mennesket har lært træerne at bære fremmede frugter.”

For romerne var podning intet mindre end civilisationens sejr over vildskaben. Naturen var noget, man kunne (og burde) erobre – i hvert fald ifølge romerne selv.

I middelalderen blev denne viden holdt i live af munkene. Podning var for dem et stille og ydmygt arbejde – men også noget helligt. Man sagde, at man ved podning “forbandt liv med liv”. Og når man står med en podekniv i hånden, giver det faktisk overraskende god mening.