Akelejer – havens smukkeste ballademagere
Der findes planter, som opfører sig pænt, holder sig på deres plads og loyalt bliver dér, hvor haveejeren satte dem.
…og så findes der akelejer.
Planter med så meget charme, historie og personlighed, at man næsten tilgiver dem, når de pludselig dukker op midt i græsplænen, mellem fliserne eller i en krukke, man er ret sikker på var tom i går.
Og efter jeg begyndte at grave lidt i akelejernes historie, må jeg indrømme:
Jeg ser dem slet ikke på samme måde længere
Den sætning møder man nærmest i alle havebøger.
Og gør jeg så, som de kloge mennesker skriver?
Nej....
Akelejerne må hjertens gerne sætte frø og sprede sig rundt i hele haven. De må også meget gerne krydse sig med hinanden, så der pludselig dukker nye og mærkelige farvekombinationer op de mest uventede steder.
For min have må gerne være lidt ude af kontrol.
Livet handler jo også om at give plads til naturens egne små finurligheder — og ærligt talt virker akelejer som planter, der bliver direkte fornærmede, hvis man forsøger at styre dem for meget.
Men jeg har selv et særligt forhold til dem.
For mange år siden fik jeg en lille pose akelejefrø fra nogle gamle venner, og siden har de mere eller mindre levet deres eget liv i haven.
Og jeg elsker det.
Når man går rundt blandt dem, opdager man hurtigt, hvor forskellige de er blevet. Farverne ændrer sig. Nogle er elegante og afdæmpede. Andre ligner blomster, der har fået lidt for meget mjød til middelalderfest.
Og netop dér begyndte min nysgerrighed.
For da jeg begyndte at dykke ned i akelejernes historie på internettet, viste det sig, at de har en langt mere dramatisk fortid, end man lige skulle tro.
Ja… lægeplante.
Selvom den faktisk er let giftig.
Middelalderen havde generelt en lidt mere modig tilgang til medicin:
"Lad os spise lidt af den giftige plante og se, hvad der sker."
Akelejer blev blandt andet brugt mod hudproblemer, halsbetændelse, gigt, astma og forskellige andre lidelser, som middelalderens mennesker sandsynligvis forklarede med “ubalancer” og meget alvorlige ansigtsudtryk.
Men det stopper ikke dér.
Og når man først ser blomsterne sådan… så kan man faktisk godt forstå det.
De ser jo nærmest ud som noget, der kun vokser i eventyr.
I gamle fortællinger blev akelejen næsten behandlet som en botanisk superhelt. Den kunne afsløre hekseri, beskytte mod onde kræfter — og åbenbart gøre løver modige, hvis de spiste den.
Det sidste har jeg dog endnu ikke testet i haven
Samtidig blev planten også forbundet med kærlighed, frugtbarhed og erotikkens gudinder i antikkens Europa.
Og nu står de her i min have og opfører sig som små farverige troldmænd med frø i lommerne.
Vil man fortsat klippe akelejerne ned lige efter blomstring…
…eller vil man lade disse yderst interessante skønheder være i fred og give dem lov til at sprede lidt magi rundt i haven?
Jeg spreder deres frø ud over hele haven og lader skæbnen klare resten
SvarSletDet lyder faktisk også som en rigtig god idé
SletPå den måde har du jo lidt mere styr på, hvor akelejerne dukker op — eller i hvert fald så meget styr, som man realistisk kan have på akelejer
Herhjemme har jeg opgivet kontrollen fuldstændigt og lader dem bare få frit spil i haven.
Jeg ser dem nærmest som små blomster-vagabonder, der selv vælger, hvor de vil slå sig ned næste gang
Og ærligt talt… jeg elsker overraskelserne.
Pludselig står der en ny farvekombination midt mellem stauderne, som om akelejerne selv har siddet hen over vinteren og planlagt:
“Nu laver vi lige noget, Tim ikke havde forventet.”
Jeg har masser af dem, men klipper ned, når de er ved at blomstre af. De skal nok sprede sig alligevel ellers kommer der nogle fra sidste år. Men tak for en god historie Tim.
SvarSletJeg kan egentlig godt forstå dig
SletHvis man har en bestemt havestil eller farvesammensætning i tankerne, så giver det jo god mening gerne at ville styre akelejerne lidt.
De kan jo hurtigt udvikle sig til havens små anarkister, hvis de først får for meget frihed
Herhjemme prøver jeg derimod stille og roligt at indføre lidt mere vildskab og lidt mindre kontrol. Jeg kan godt lide tanken om, at haven selv får lov til at overraske mig indimellem.
For noget af det hyggeligste er jo netop, når der pludselig dukker en ny farve eller en uventet krydsning op et sted, hvor man slet ikke havde regnet med det.
Det giver lidt følelsen af, at haven selv går rundt og finder på små finurligheder bag ens ryg
Det er noget af et cv, du har gravet frem. Selvsåere synes jeg i det hele taget er en gave til ens have, selvom nogle af dem måske nok sår sig selv for vildt. Om det er for vildt, afgør den enkelte haveejer, og vi er heldigvis vidt forskellige.
SvarSletEnig
SletNår jeg går i gang i haven om foråret, sker det også her, at nogle planter bliver flyttet lidt rundt — eller i enkelte tilfælde må erkende, at de simpelthen har valgt den forkerte adresse
For selv i en have med mere vildskab og mindre kontrol, må der jo godt være en smule orden i kaosset.
Det samme gør jeg faktisk med min lægebaldrian. Hold da op, hvor den også elsker at sprede sig rundt i haven
Nogle får lov at blive stående, andre bliver fjernet, og enkelte bliver flyttet hen til steder, hvor de gerne må brede sig lidt mere frit uden at skabe total plante-overtagelse.
Det er lidt som at være haveejer, gartner og lettere kaotisk trafikbetjent på samme tid
Jeg måtte trække på smilebåndet over din akeleje-historie, for de er både utroligt charmerende, lidt troldske og meget autonome, så man kan jo godt genkende det hele. Jeg har dog ikke forsøgt mig med akeleje-medicin, og skulle der komme en løve ind i haven vil jeg prøve at holde den borte fra de skønne:-)
SvarSletTak for et festligt indlæg med mange gode billeder!
Hilsner fra Ulla
Mange tak for de fine ord omkring mit indlæg
SletJeg synes nemlig også, at de gode gamle plantefortællinger gør planterne langt mere interessante.
Pludselig står man jo ikke bare med “en blomst” i haven længere — men med en plante, der måske har været brugt af munke, frygtet af hekse eller forbundet med gamle sagn og overtro gennem flere hundrede år
Det giver planterne lidt mere personlighed.
Og ærligt talt… det er altså svært ikke at kigge anderledes på en akeleje, når man først har fået fortalt, at den nærmest har været middelalderens svar på en magisk superhelt
Jeg elsker du finder de skønne finurlige historier om diverse planter. Jeg har nu altid set akelejer som små feer- balletdansere, der svævede over forsommerhaven. Det er 90 % de gammeldaws jeg har, men sikke en forskel på hver enkelt. Høj og lav, tyk og tynd, fyldt og meget enkel, og så alle farve forskellene i hvide blå og røde nuancer. Jamen det kan kun akelejer. Jeg lader gerne halvdelen af hver plante stå til frø og drysser så dem så mange steder som muligt. Hvis ikke de selv har nået at drysse. Jeg har opdaget at det "karse" grønne i nogle af mine krukker er akelejebabyer. Så nu må jeg ud med priklepinden. For jeg kunne da ikke nænne at bare luge dem op. Man kan jo ikke få for mange akelejer vel?
SvarSletHilsner Gunvor
Mange tak for de pæne ord
SletMan kan efter min mening aldrig få nok af akelejer
Min havestil er nok blevet en blanding af engelsk Cottage-have krydret godt og grundigt med lidt permakultur og lettere kontrolleret plantekaos.
Jeg elsker også selv at lave nye planter — både med stiklinger, æblepodninger og diverse spændende eksperimenter, som haven ikke altid er helt enig i
Hvert år prøver jeg også kræfter med nye planter. Nogle bliver kæmpe succeser… andre lærer mig meget hurtigt noget om ydmyghed.
Og de selvsåede planter ser jeg næsten som små julegaver fra haven
Pludselig dukker der noget op et nyt sted, og så står man dér og tænker:
“Nå… hvad har haven så fundet på denne gang?”
Hvor er det spændende at læse dine planteportrætter. Dem vil jeg gerne have flere af :-)
SvarSletAkelejer er yndige forårsblomster, og får man dem først ind i haven, har man fornøjelsen af dem hvert år. Jeg holder meget af den slags planter, der bare dukker op af sig. De er som regel robuste, og de har evnen til at dukke op på steder, hvor jeg aldrig ville have fundet på at plante dem.
Hilsen Elna
mojn Elna - Mange tak for de fine ord
SletDet varmer helt ind til hjertet.
Akelejer er bestemt også blevet en af mine helt store favoritter i haven — og det virker heldigvis som om insektlivet er fuldstændig enig
Som du sikkert har bemærket på nogle af billederne, så dukker de op lidt over det hele hos mig. Nogle steder giver perfekt mening… andre steder tænker man næsten:
“Hvordan i alverden endte du dér?”
Men det er faktisk noget af det, jeg holder allermest af.
At haven hele tiden lever sit eget lille liv og finder på nye overraskelser. Det gør havelivet langt mere spændende end hvis alt stod snorlige og opførte sig alt for velopdragent
Ha! Tak for et dejligt indlæg. Ja jeg er nu den type som kontrollerer hvor meget akelejerne må være ud af kontrol. Nedklipning ja, men enkelte af yndlingsfarven får lov til at stå. Selvsåning rundt omkring ja, men ingen kære mor hvor det ikke passer gartneren.
SvarSletJamen dog, hvor er du hård
SletGid jeg til tider havde lidt af den samme hårdhed. Jeg har det jo ofte med at give planterne en ekstra chance… og så lige én mere… og måske også en tredje chance, hvis de ser bare en smule håbefulde ud
Men det er jo netop noget af det skønne ved haveverdenen — der findes ikke én rigtig måde at have have på.
Det er i høj grad smag og behag, hvordan den enkelte gartner ønsker, at haven skal udvikle sig. Nogle elsker orden, struktur og faste rammer, mens andre — mig selv inklusive — har det ganske fint med lidt planteanarki og spontane overraskelser
Og heldigvis er der plads til os alle sammen i havefolket
Tak for et godt og inspirerende indlæg .
SvarSletJeg elsker akelejer og har mange forskellige.
Nu er jeg flyttet til en ny have og oplever mit første forår her.
Akelejerne sår sig i gruset, hvor indgangen er, men jeg nænner ikke at fjerne dem, jeg synes godt planterne må være med til at bestemme hvor de vil bo.
Du har den helt perfekte akeleje-ånd, og glad for at se dig her på min blog
SletFortsæt endelig med det!
Og skulle de begynde at indtage grusgangen lidt for ivrigt, kan du jo altid flytte nogle af dem rundt i haven og give dem nye adresser.
Herhjemme får akelejerne stort set frit lejde. De bliver kun flyttet, hvis de absolut har valgt et meget uheldigt voksested — og med uheldigt mener jeg typisk et sted, hvor jeg risikerer at træde på dem, slå græs omkring dem eller på anden måde komme i konflikt med deres storhedsvanvid
Ellers får de lov til selv at bestemme.
Jeg synes nemlig, at noget af det sjoveste ved akelejer er, når de pludselig dukker op et nyt sted og overrasker én med en farve eller en krydsning, man aldrig selv ville have fundet på.
Det er lidt som om haven selv leger planteforædler
Og så er der akeleiene.
SvarSletAkeleier var min første kjærlighet blant staudene. Så sirlig vaiende og sommeraktige både i blomst og bladverk. Jeg plantet en blå og hvit, og nå har jeg selvsagt akeleier over hele hagen. Både sådde, kjøpte og selvsådde. Ja, de får lov til å spre seg. Kommer de opp helt feil sted, er det ganske lett å flytte dem. Alltid like spennende å se nye fargekombinasjoner og former.
ejligt at læse, hvordan du plejer dine akelejer
SletDet lyder som om, vi har lidt samme tilgang til dem. Her sker det også jævnligt, at jeg køber en ny akeleje — ikke fordi jeg mangler flere, men mere for at tilføre lidt nyt blod til akelejefamilien
Man ved jo aldrig, hvilke spændende krydsninger og farvekombinationer der kan dukke op i de kommende år.
Det er næsten som at invitere en ny gæst til en stor havefest og så vente spændt på at se, hvilke nye bekendtskaber der opstår
Og ærligt talt... hvis man først er blevet bidt af akelejer, er det svært at gå forbi en ny sort uden at tænke:
"Den ville da passe perfekt hjemme hos de andre..