Rhododendron, lerjord og stædig haveoptimisme
Der findes to typer mennesker i haveverdenen.
Dem der siger:
"Du kan ikke dyrke rhododendron i lerjord."
…og så os andre, der svarer:
"Hold lige min kompost."
For haven har det med at overraske. Især når man er stædig nok, giver jorden kærlighed gennem mange år — og måske fodrer den lidt ekstra godt med hjemmelavet kompost og et pensioneret juletræ eller to.
Skal man have rhododendron i haven, bliver man næsten altid mødt med spørgsmålet:
"Hvilken jordtype har du?"
Og når jeg svarer:
"Fedtet lerjord og tung jord…"
…så får folk ofte det dér ansigtsudtryk, som om jeg lige har fortalt, at jeg forsøger at dyrke bananer på bunden af Vesterhavet.
For ifølge havebøgerne burde rhododendron og tung lerjord være et forhold dømt til katastrofe. Lidt som at sætte en heavy metal-trommeslager til at spille trekantsmusik i symfoniorkestret.
Men haven elsker heldigvis at gøre teorier til skamme.
I de sidste mange år har jeg arbejdet jorden igennem med bunker af kompost og masser af jorddække. Hjemmelavet kompost af blade, smågrene og alt muligt godt fra haven. Selv juletræet får lov at vende tilbage til naturen efter jul — dog først efter en lettere voldsom tur gennem kompostkværnen.
Det er næsten poetisk.
Fra julehygge i stuen… til vitaminer til rhododendronerne
Da vi overtog haven fra mine kære bedsteforældre, stod der allerede fem rhododendron. De var egentlig i ganske okay form dengang. Ikke prangende. Ikke elendige. Mere sådan:
"Vi gør vores bedste under forholdene."
Men år efter år er jorden blevet bedre. Mere levende. Mere luftig. Og planterne har tydeligvis bemærket det.
Nu stortrives de.
På billederne herunder ses to lyserøde og én rød skønhed af ukendt navn fra bedsteforældrenes tid — gamle havearvestykker med masser af charme og historie.
Og så naturligvis:
Metallica.
Blue Peter.
Og dværgen Hans Scholl.
Bare dét, at man kan have en plante i haven, der hedder Metallica, gør jo næsten rhododendron værd at dyrke alene
Jeg forestiller mig lidt, at planterne står derude i bedet og diskuterer indbyrdes:
"Vi burde ikke kunne gro her."
"Nej…"
"…men komposten er god, så lad os bare fortsætte."
Og måske er det netop dét, haven handler om.
At prøve alligevel.
At forbedre jorden lidt hvert år.
Og at opdage, at naturen nogle gange er langt mere samarbejdsvillig, end eksperterne giver den kredit for
Kommentarer
Send en kommentar