Djævelsbid og trævlekrone – kærlighed ved første planteskilt

 Nogle mennesker kommer hjem fra en skovtur med ro i sjælen.
Jeg kommer åbenbart hjem med flere planter.

Mens konen nød en hyggelig vandretur rundt i skoven ved Sønderskov, lykkedes det mig at “komme til” at udvide haven med endnu to nye bekendtskaber: den dramatiske djævelsbid og den lettere kaotiske, men utrolig charmerende trævlekrone.

Det starter jo altid uskyldigt. Man kigger bare lige. Måske læser man et planteskilt. Og pludselig står man dér og forsøger at forklare sig selv, hvorfor haven absolut mangler endnu en staude med et navn fra middelalderen og en blomsterfrisure stylet af vinden.

Men ærligt talt…
Hvordan skulle man kunne lade være?

Begge planter er hjemmehørende danske vildplanter med masser af personlighed, historier og værdi for bier og sommerfugle. Og så passer de perfekt ind i den slags have, hvor tingene gerne må være lidt vilde, lidt levende og ikke alt for velopdragne.

Så nu er spørgsmålet bare, hvor de skal plantes…
For selvfølgelig har jeg allerede købt dem, inden den detalje var helt på plads

 

 Djævelsbid – stauden der gjorde djævelen så sur, at han bed den over

Nogle planter har bare lidt mere attitude end andre.
Og så er der djævelsbid.

Jeg må indrømme, at jeg allerede var solgt ved navnet alene. For helt ærligt – hvem kan gå forbi en plante, der lyder som noget fra et middelalderligt eventyr eller et heavy metal-band fra 80’erne?

Djævelsbid (Succisa pratensis) er en ægte dansk vildbasse, som naturligt vokser på fugtige enge, heder og overdrev rundt omkring i landet. Den har åbenbart eksisteret her i årtusinder, hvilket faktisk giver god mening – for planten virker som typen, der nægter at lade sig slå ud af noget som helst.

Og så er der historien bag navnet.

Ifølge gammel folketro blev djævelen så rasende over plantens helbredende evner, at han i vrede bed rodspidsen af den. Hvilket ærligt talt er en ret voldsom reaktion på en staude. Men når man graver planten op, ser roden faktisk ud, som om nogen har taget en ordentlig bid af den.

Man må næsten beundre middelalderens mennesker lidt. De så en mærkelig rod og tænkte ikke:
"Interessant vækstform."
Nej nej.
De tænkte straks:
"Det må være Satan."

Det latinske navn Succisa betyder faktisk “afskåret nedefra”, så selv botanikerne har accepteret, at planten ser lettere mishandlet ud.

Selve planten er dog noget mere fredelig end sit navn. Den står med smukke blåviolette blomsterkugler, der nærmest ligner små nålepuder svævende over bedet. Og bierne? De opfører sig, som om djævelsbid er sensommerens sidste åbne grillbuffet.

For det smarte ved djævelsbid er, at den blomstrer sent. Rigtig sent. Når mange andre planter er begyndt at takke af for sæsonen, står den stadig dér og serverer nektar til humlebier, sommerfugle og andre travle bestøvere, der desperat prøver at få fyldt depoterne inden vinter.

Og ikke nok med det – den truede sommerfugl Hedepletvinge er fuldstændig afhængig af planten. Larverne lever kun på djævelsbid. Så når man planter den i haven, får man ikke bare en flot staude. Man bliver nærmest vicevært for en truet sommerfugl.

Det er jo svært ikke at føle sig lidt vigtig dér.

Men djævelsbid kræver også tålmodighed. Det er ikke en plante, der kommer stormende ind i haven og råber:
"SE MIG!"

Tværtimod. Den bruger gerne det første år på bare at sidde og tænke over livet i form af en lille roset tæt ved jorden. Imens står man som haveejer og stirrer ned i bedet og overvejer, om man mon har købt verdens mest dovne plante.

Men pludselig en sommer sker det.

Op kommer de slanke blomsterstængler med blåviolette blomsterhoveder, og så står den dér som en lille eng-fe med attitude og gammel overtro hængende efter sig.

Jeg er allerede fan.

Og måske er det netop dét, jeg elsker mest ved planter som djævelsbid. De er ikke bare blomster. De er historier. Gamle fortællinger med rødder i både natur, folketro og mennesker, der gennem århundreder har stået og kigget på præcis de samme blomster og tænkt:

"Den dér… den er altså lidt speciel."

 

Trævlekrone – blomsten der ligner noget, vinden har stylet 

Nogle planter ser ud, som om de er designet med lineal og præcision.
Og så er der trævlekrone.

Første gang man ser en trævlekrone (Silene flos-cuculi), får man næsten følelsen af, at blomsten har været ude i stormvejr hele natten – og alligevel på en eller anden måde stadig ser fantastisk ud.

Blomsterbladene stritter og frynser i alle retninger som et lille rosa hårtot-projekt, der totalt har ignoreret begrebet “symmetri”. Og netop derfor er den så uimodståelig.

Det er blomstenes svar på:
"Jeg vågnede sådan her."

De elegante rosa blomster sidder som små flagrende kunstværker på mørkerøde stængler, og hele planten har en lethed over sig, som om den næsten svæver hen over bedet. Den ser lidt vild ud. Lidt kaotisk. Men på den dér charmerende måde, hvor man tænker:
"Du passer egentlig perfekt ind."

Og det gør den.

Trævlekrone hører naturligt hjemme på fugtige enge, grøftekanter og steder, hvor støvler hurtigt bliver lidt for våde. Den elsker fugtige forhold og virker ærligt talt som typen, der ville mistrives alvorligt i et perfekt trimmet parcelhuskvarter med robotplæneklipper og millimeterkontrol.

Nej, trævlekrone vil have lidt natur. Lidt frihed. Lidt sump under fødderne.

Det er også derfor, den er blevet en slags naturens kvalitetsstempel. Fagfolk bruger nemlig planten som indikatorart – hvilket betyder, at hvis trævlekrone vokser på en eng, så er naturen sandsynligvis i ret god balance.

Det er jo egentlig meget imponerende for en plante, der ligner noget, der er blevet klippet ud med venstre hånd.

Men bier og sommerfugle elsker den. Især Almindelig blåfugl har åbenbart en særlig svaghed for de frynsede blomster.

Og jeg forstår det godt.

For trævlekrone har noget livsglæde over sig. Noget floral fest og ballade. Den står ikke og prøver at være perfekt. Den står bare og er fuldstændig sig selv – og ser fantastisk ud imens.

Det er faktisk lidt inspirerende.

Og hvis den trives i haven, begynder den ovenikøbet gerne at selvså sig. Ikke aggressivt eller truende. Mere som en gæst, der stille og roligt inviterer flere venner med til festen næste sommer.

Pludselig står der små rosa blomsterhistorer rundt omkring i haven, og man opdager, at man egentlig ikke har lyst til at stoppe dem.

For hvem kunne ikke bruge lidt mere trævlekrone i sit liv?

Lidt mere let kaos.
Lidt mere elegance uden perfektion.
Og lidt flere blomster, der ligner noget, vinden selv har fået lov til at designe