Plantemarked, ulykkelig kærlighed og en hosta med nerver af stål
Der findes få steder, hvor havefolk opfører sig mere ufornuftigt end på et plantemarked.
Vi ankommer med de bedste intentioner:
"Jeg skal bare kigge."
En halv time senere står vi med planter, vi aldrig har hørt om, som vi pludselig er overbeviste om, at vi ikke kan leve uden.
Lørdag gik turen til plantemarked i Geografisk Have i Kolding, og heldigvis kom jeg hjem med færre planter end frygtet.
I lørdags gik turen til plantemarked i Geografisk Have i Kolding.
Vejret var perfekt, der var mange flotte stande og masser af glade plantefolk. Dog må jeg indrømme, at jeg kom til at tænke på de gode gamle dage, hvor markedet blev afholdt på Grundlovsdag. Dengang var der næsten dobbelt så mange stande, og man kunne bruge en halv dag på blot at komme hele vejen rundt.
Jeg havde naturligvis min trækvogn med.
Man ved jo aldrig, hvilke planter der pludselig beslutter sig for at springe i favnen på én. Når først det sker, er der ingen vej tilbage. De slipper først, når de sidder sikkert placeret i trækvognen på vej hjem mod deres nye adresse.
Til min egen overraskelse blev det dog et ganske begrænset indkøb.
Kun to planter.
Jeg er stadig lidt i chok.
Løjtnantshjerte Alba – et risikabelt haveægteskab
En virkelig smuk staude, som jeg længe har beundret på billeder hos andre havebloggere. Nu skal den så gøre forsøget hjemme hos mig.
I første omgang får den lov til at bo i en krukke sammen med andre spændende stauder, som er flyttet ind inden for det seneste år.
Det er nemlig ikke første gang, jeg prøver kræfter med løjtnantshjerter.
Mine tidligere eksemplarer forsvandt efter et par år. Om de flyttede frivilligt, blev fornærmede eller blot havde andre planer, ved jeg ikke.
Så denne gang må jeg holde lidt bedre øje med den, så vi kan få etableret det perfekte haveægteskab.
Og allerede her opstår udfordringen.
For løjtnantshjerte er jo et symbol på ulykkelig kærlighed, længsel, tabt kærlighed og hjertesorg.
Det er ikke ligefrem den mest lovende start på et forhold.
Ifølge en gammel fortælling forelskede en ung løjtnant sig håbløst i en kvinde, som ikke gengældte hans følelser. Han gav hende gaver og opmærksomhed, men blev afvist hver gang. Til sidst brast hans hjerte af sorg, og blomsten opstod som et symbol på hans ulykkelige kærlighed.
Man må sige, at det er en tung bagage at flytte ind i haven med.
Heldigvis har den hvide form 'Alba' fået nogle langt mere positive betydninger gennem tiden.
Ren kærlighed.
Hengivenhed.
Fred.
Uskyld.
Og i den victorianske blomstersymbolik betød den hvide løjtnantshjerte:
"Jeg vil aldrig glemme dig."
Det lyder straks mere lovende.
Så nu satser jeg på, at vi får et langt og lykkeligt forhold uden hjertesorg, drama eller pludselige forsvindinger.
Hosta 'Hear No Evil' – havens nye tryghedsnarkoman
Dræbersnegle.
Tørke.
Konkurrerende stauder.
Og den evige kamp om lys, vand og opmærksomhed.
Nogle vil sikkert mene, at jeg er lettere bindegal, når jeg fortæller om min teori omkring hostaer.
Men jeg står ved den.
Jeg er overbevist om, at nye hostasorter er tryghedsnarkomaner.
Hvis man får en stor gammel hosta fra naboen, så planter man den ud, og den går straks i gang med at erobre verden.
Men nye hostasorter?
De opfører sig som unge mennesker på deres første dag i en ny skole.
De vil helst lige se tingene an først.
Derfor får mine nye hostaer altid lov til at bo i potter og krukker de første år. Ikke alt for store potter. Bare lidt større end den, de kom hjem i.
Og først derefter får de lov til at blive sluppet fri i haven.
Det svarer lidt til at sende børn hjemmefra.
Man skal være sikker på, at de er klar til virkeligheden.
Så nu står både løjtnantshjerte og hosta under observation.
Den ene med en fortid fyldt med hjertesorg.
Den anden med behov for tryghed og stabilitet.
Jeg glæder mig allerede til at se, hvem af dem der først finder sig til rette i haven.
Og hvis erfaringen holder stik, så skal de nok begge to overraske mig.
Ja plantemarked i Geografisk have er ikke som i gamle dage, dem kan vi godt savne. Det er snart længe siden, jeg har været med. Alene at finde en p-plads er svært, når man som jeg først kom meget senere, fordi jeg skulle med færgen.
SvarSletNå men jeg kommer der nok ikke mere, jeg er for gammel og kan ikke holde til det.
Men jeg nyder som altid dine gode historier her, bliv endelig ved med det. Jeg håber, at
både løjtnantshjerter og hosta klarer det.
Enig
SletFørhen var det altså noget større, og ikke mindst havde vi vores legendariske BLOGTRÆF, hvor vi havebloggere mødtes over en kop kaffe, et par småkager og ikke mindst masser af havesnak.
Ak ja... det var tider
Der blev udvekslet planter, erfaringer, fiaskoer, succeser og historier om alt fra dræbersnegle til planter, som absolut ikke burde kunne gro, men alligevel gjorde det.
P-forholdene ved Geografisk Have er nok heller ikke helt optimale til de store arrangementer. Til hverdag fungerer det sikkert fint, men når et plantemarked trækker folk til, kan man hurtigt komme til at parkere i næste postnummer
Og når man så har købt lidt flere planter end planlagt, bliver turen tilbage til bilen pludselig dagens motionsprogram.
Det er netop derfor, jeg har fremskaffet en trækvogn. Den er efterhånden blevet et lige så vigtigt haveredskab som spaden. Den har allerede reddet både mine arme og min ryg flere gange
Jeg håber også, at de nye planter falder godt til. Nu gælder det bare om at holde lidt ekstra øje med dem i starten, så de ikke får storhedsvanvid eller beslutter sig for at flytte ud igen uden tilladelse
Bare to planter 😮. Den selvbeherskelsen kunne ikke jeg oppvise, da jeg lykkelig bar en hel kasse med ønskeplanter til bilen på et herværende plantemarked. Det ble holdt av Blomstervenners klubb, så det var mange utsøkte sjeldenheter. Søkte egentlig etter bare en bestemt plante, men fant noen flere...
SvarSletHvit løytnantshjerte er så lekker. Erfarer at den er litt mer beskjeden og litt senere enn den vanlige rosa. Tror din Hosta-teori ikke er så dum. I noen år har jeg tillatt meg å bestille tre nye Hosta hvert år. De har jeg plantet i noen små potter i en trapp, før de plantes ut om høsten. I fjor fant jeg ikke plass til dem, så de står fortsatt i pottene, og jeg lot være å bestille nye i år. Så litt selvbeherskelse har da jeg også.
/Irene
Dejligt at læse, at du også kan "begrænse" dig
SletJeg må indrømme, at det først er med årene, at det er lykkedes mig at få bare en smule kontrol over impulskøbene.
Og det lærer man bestemt ikke fra den ene dag til den anden. Det kræver hård træning, mange plantemarkeder og adskillige situationer, hvor man står og diskuterer med sig selv:
"Behøver jeg virkelig den plante?"
Hvorefter den anden halvdel af hjernen svarer:
"Selvfølgelig gør du det."
Men selv efter mange års træning findes der stadig planter, som rammer mit svage punkt direkte.
Sjældne solbær.
Gamle ribssorter.
Spændende frugtbuske med en historie.
Der ophører al fornuft simpelthen med at fungere.
Så kan jeg godt pakke både selvdisciplin, budget og gode intentioner væk. Jeg ved allerede, hvordan historien ender
Heldigvis er det en af de mere harmløse laster her i livet.
Nogle samler på frimærker, andre på veteranbiler.
Jeg samler åbenbart på solbærsorter, som de færreste mennesker ved eksisterer
To planter,, nøøj det tror jeg ikke jeg kunne ha nøjes med.
SvarSletJeg har osse de "fine" hosta i krukker. Sneglene er simpelthen for hårde ved dem. De når ikke at blive ret store hvis overhodet de får lov at få et blad frem. De storbladet grove bliver plantet ud når de når skelsår og alder. De er sejere og smager vel heller ikke så godt.
Jeg har nu heller ikke held med løjnantshjerter. For mange år siden havde jeg et pragtfuld en. Men efterhånden som haven voksede til forsvandt den og efterfølgerne nægter osse at blive. Men okay, der er osse kamp om plads og sol i haven.
hilsner Gunvor
Jo da... jeg kan skam godt beherske mig
SletDog gælder det ikke gamle og sjældne solbær, ribs og andre spændende frugtbuske. Der ophører al selvkontrol øjeblikkeligt.
Hvis der står en plante med et navn fra 1930'erne og en god historie bag sig, så er slaget tabt på forhånd. Så kan jeg lige så godt finde pungen frem og lade være med at lade som om, jeg har et valg
Det er til gengæld trist at høre, at du også har haft udfordringer med løjtnantshjerter. De er jo så smukke, at man næsten automatisk tilgiver dem deres nykker og pludselige forsvindingsnumre.
Og sneglene... dem har jeg også mine kampe med.
De snegle, jeg får fat i, bliver ekspresleveret til mine tre høns, som betragter de slimede bæster som den rene gourmetmiddag
Der er nærmest tale om en form for fjerklædt skadedyrsbekæmpelse.
Når hønsene ser mig komme med en håndfuld snegle, får jeg et blik, som om jeg netop har serveret femstjernet restaurantmad.
Så hvis sneglene havde bare en smule fornuft, ville de holde sig langt væk fra min have. Men det virker desværre ikke til, at de er de skarpeste knive i skuffen
Beautiful photos. ❤️ Warm greetings from Montreal, Canada.
SvarSletThanks Linda, and welcome to my blog.
SletEn smuk beherskelse du udviste på det store plantemarked, men de to du fik med ser begge dejlige ud. Hostaen er fin med de mørke bladstilke og ligner én der kan holde snegle fra livet, når først den når skelsår og alder. Jeg sætter også nye Hosta i krukker - og nogle når aldrig længere:-) Løjtnatshjerte er jeg også blevet lidt varm på efter at have set dem på forskellige blogs, og med den/de spændende historier måtte du selvfølgelig have den med hjem. I en af Karen Blixens fortællinger læste jeg engang at navnet skyldtes blomstens opbygning. Hvis man skilte kronbladene fra hinanden kunne man se et par danserinde-ben og en champagneflaske - påstår KB på vanlig pikant vis - en god kombination for en løjtnant! Da jeg aldrig selv har haft mulighed for at splitte en blomst ad, må du hellere selv kigge efter:-) Håber du lykkes med begge dine indkøb - og tak for de gode historier!
SvarSletHilsner fra Ulla
Tak for de pæne ord
SletJeg har også bemærket, at jeg er blevet mere og mere fascineret af de gamle plantehistorier. Jo mere man graver i dem, desto flere spændende fortællinger dukker der op.
Det var især, da jeg begyndte at fordybe mig i podekurser og gamle æblesorter, at det for alvor gik op for mig, hvor tæt planternes historie er vævet sammen med menneskehedens egen historie.
Pludselig handler en plante ikke længere bare om blomster, frugter eller flotte blade.
Den bliver til en lille tidsmaskine.
Nogle sorter har rejst gennem lande og generationer, overlevet krige, skiftende mode og haveejere med mere eller mindre grønne fingre
Jeg synes, det giver planterne en helt ekstra dimension, når man kender lidt til deres baggrund. Så står man ikke bare med et æbletræ eller en staude, men med et lille stykke kulturhistorie, som har overlevet længe før os og forhåbentlig også længe efter os.
Og indrømmet... det gør det bestemt ikke lettere at modstå fristelsen, når man støder på en gammel sort med en god historie bag sig
Jeg synes, at det bedst for haven må være at lave planer, researche plantemuligheder og finde de helt rigtige planter til forholdene. Meeeeen ih hvor er det skønt at falde pladask for smukke planter og gør alt hvad man kan for at de bliver glad derhjemme. Ægte haveglæde!
SvarSletPå en måde er jeg faktisk enig med dig
SletDer er bestemt noget fornuft i at vælge planter, som passer til de jordforhold, man har. Men samtidig synes jeg også, at haven er et langtidsprojekt, hvor både planter og jord udvikler sig gennem årene.
Da vi overtog huset, var jorden mange steder ret udpint. Det meste bestod af tung lerjord, og planterne stod med så stor afstand imellem sig, at de nærmest måtte råbe til hinanden for at føre en samtale
Gennem mere end 20 år har jeg hvert eneste år tilført kompost, bladmuld og andet godt fra havens egen produktion. Langsomt er jorden blevet forvandlet.
Leret er der stadig – det slipper man ikke så let af med – men jorden er blevet langt mere luftig, levende og samarbejdsvillig.
Det er faktisk fascinerende at se, hvordan jorden næsten får sit eget liv. Regnormene flytter ind, mikrolivet blomstrer op, og planterne kvitterer ved at vokse bedre år efter år.
Så nogle af de planter, som ville have kigget på min have med rædsel for 20 år siden, kan i dag sagtens trives her.
Det er måske noget af det, jeg holder mest af ved havelivet. Man arbejder ikke kun med planterne – man arbejder også med jorden, og den belønner heldigvis tålmodighed.
Selvom min lerjord stadig af og til minder mig om, hvem der egentlig bestemmer
På mine kanter er plantemarkedet i Struer den første lørdag i maj et must, og i år ville jeg have fat i 2 klokkeranker, som jeg synes er besværlige selv at så og drive frem, og et flettet piletræ. Det satte en fibersprængning desværre en stopper for. Der har jeg ellers min egen tilladelse til at lade mig friste over evne, så det var en grim streg i regningen.
SvarSletAv... en fibersprængning er godt nok en træls makker at få på besøg
SletMen plantemarkeder kommer og går, mens helbredet heldigvis bør have førsteprioritet. Så selvom det sikkert har været surt at måtte blive hjemme netop den dag, var det nok den rigtige beslutning.
Og heldigvis er havefolket velsignet med, at der altid dukker nye fristelser op rundt omkring i løbet af sæsonen
Der skal nok komme flere plantemarkeder, flere spændende planter og flere muligheder for at få pengepungen til at lide unødigt.
Indtil da må du passe godt på dig selv og få kroppen på ret køl igen. Planterne skal nok vente på dig – eller i hvert fald næsten vente
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet er to flotte planter, der er flyttet ind hos dig. Ideen med først at sætte dem i vuggestue, så du kan være over dem hele tiden og give dem tryghed, næring og væske i passende mængder lyder som en god ide. Så kan de jo senere løsrive sig og flytte ud i haven og vise, hvad de har lært.
SvarSletDet er en meget smuk hosta med de røde stængler. Jeg har set, der er kommet en ny hosta med røde tegninger på bladene. Rød Ninja hedder den, og den er dansk. Hvis du kan få fingre i den, vil den sikkert passe perfekt sammen med din.
Hilsen Elna
Mange tak
SletJa, samtidig med at planterne står i krukker og potter, giver det mig også lidt ekstra betænkningstid til at finde den helt rigtige plads til dem i haven.
Og det er måske meget godt, for jeg har efterhånden lært, at en planteflytning ofte bliver til tre planteflytninger, fordi den første plante pludselig står, hvor den anden burde have stået, og så videre
Jeg har også godt set den nye hosta omtalt rundt omkring. Den ser bestemt spændende ud, men som med alle nye hostasorter bliver det interessant at se, hvor stabil den viser sig at være på den lange bane.
Nogle nye sorter opfører sig som rockstjerner de første par år og stjæler al opmærksomheden, hvorefter de stille og roligt forsvinder fra rampelyset.
Andre viser sig at være ægte arbejdsheste, som bare bliver flottere år efter år.
Jeg håber naturligvis på det sidste
Indtil videre får den lov til at bo trygt og godt i sin potte, mens den langsomt vænner sig til livet i den barske haveverden med snegle, tørke, lerjord og en haveejer, der konstant finder på nye projekter