Stakittet fik attitude – og jeg måtte parkere Heavy Metal

Når et gammelt stakit får en makeover, et 2D-tegneprogram bliver sluppet løs – og selveste waterpasset bliver sendt på tidlig pension

Der findes opgaver i haven, som man tager fat på med det samme.

Og så findes der stakittet.

Det er den slags projekt, der står og kigger bebrejdende på én år efter år, mens man hver gang går forbi og tænker:

“Det skal jeg også lige have gjort noget ved…”

Og sådan kan man jo sagtens få et par år til at gå. 

Men i år fik jeg endelig givet mig selv den velfortjente los bagi, og nu skulle det være.

Stakittet ud mod hovedvejen skulle have en ordentlig omgang kærlighed.

Først kom sandpapiret frem, derefter blev de brædder, der havde set bedre dage, udskiftet, og så var det ellers tid til en god omgang maling.

Og jeg må indrømme, at jeg er ganske godt tilfreds med resultatet.

Men selvfølgelig kunne jeg ikke bare nøjes med at male stakittet.

Det ville jo være alt for nemt.

Et af mine kendetegn er åbenbart, at jeg har et næsten uimodståeligt behov for at sætte mit personlige præg på de ting, jeg laver. Det kan være en smule upraktisk indimellem, men til gengæld bliver resultatet sjældent helt almindeligt.

Denne gang blev det beslagene, der skulle have en omgang personlighed.

 

Når et beslag ikke bare er et beslag

Jeg satte mig ved computeren og gik i gang med at tegne.

Ikke i hånden.

Nej nej…

Jeg fandt mit 2D-tegneprogram frem og begyndte at konstruere nogle beslag med et lille hjerteformet motiv.

For når man nu alligevel skal reparere et gammelt stakit, kan man jo lige så godt gøre det med lidt stil.

Efter nogle justeringer, et par idéer og lidt teknisk nørderi blev designet færdigt.

 

 

 

Og så kom det vigtigste øjeblik:

Godkendelsen fra konen.

Utroligt nok blev de godkendt.

Jeg betragter stadig dette som en betydelig sejr. 

For man skal jo også kende sine begrænsninger.

Jeg kunne godt have lavet beslagene i ægte Heavy Metal-stil med kranier, pigge, lyn og måske en lille dæmon eller to.

Men af hensyn til husstandens øvrige beboere valgte jeg denne gang at parkere Heavy Metal-personligheden og gå den mere romantiske vej.

Man skal jo ikke udfordre ægteskabelig stabilitet unødigt over et stakit.

Så i stedet for Eddie og Iron Maiden fik stakittet små hjerter.

Jeg synes faktisk, det klæder det.

 Waterpasset blev fyret

Og så var der lige det med at få stakittet til at stå helt lige.

Her må jeg indrømme, at jeg traf en meget bevidst beslutning:

Jeg droppede waterpasset.

Ikke fordi jeg ikke ejer et.

Jeg ejer faktisk flere.

Men det gamle stakit havde allerede besluttet sig for, at det ikke ville være lige.

Brædderne var ikke nødvendigvis samme størrelse, afstanden var ikke ens, underlaget var skævt, og hele konstruktionen havde i det hele taget en ganske tydelig holdning til geometriske principper.

Så hvad gør man?

Man accepterer virkeligheden.

Det her er ikke et stakit, der forsøger at være perfekt.

Det er et stakit med attitude.

Og hvis jeg havde forsøgt at få hvert eneste bræt til at stå millimeterperfekt, havde jeg sandsynligvis stået der endnu.

I stedet valgte jeg at arbejde med det gamle stakit og dets små skævheder.

For nogle gange skal man ikke forsøge at rette på alt.

Nogle gange skal man bare give det gamle lidt kærlighed, noget maling og et par nye detaljer – og så lade det beholde lidt af sin oprindelige personlighed.

Og nu står det der.

Sort, lidt skævt, med grønne planter kravlende ind mellem brædderne og små hjerter på beslagene.

Præcis som jeg gerne vil have det.

Og næste gang jeg går forbi det, kan jeg forhåbentlig lade være med at tænke:

“Det stakit burde jeg virkelig have gjort noget ved…”

For det har jeg jo nu.

Og det tog kun… alt for lang tid. 

Men sådan er det vel med haven.

Nogle projekter bliver færdige hurtigt.

Andre skal først have lov til at modne.

Meget længe.........