Da kongen befalede æbler – og jeg lærte at snitte lige
Nogle går til keramik.
Andre går til yoga.
Og så er der os, der melder os til podningskursus i æbletræer en mørk februaraften i Give.
Det skulle vise sig at være tre timer med koncentration, skarpe knive, strenge godkendelser og et overraskende strejf af kongelig danmarkshistorie.
For når man først står med podekniven i hånden og forsøger at forene kvist og grundstamme i et vellykket ægteskab, opdager man hurtigt, at man ikke er den første i Danmark, der har haft æbler på hjernen.
Her er min oplevelse fra en aften i podningens tegn – og en historie fra dengang æbletræer næsten blev indført ved kongelig ordre.
Podekursus i Give – 18.02.2026
Så kom dagen endelig.
Mit første kursus i den fornemme kunst at pode æbletræer.
Sjældent har jeg været så klar til et kursus.
Vi var 25 deltagere – en god blanding af unge og ældre – og allerede fra start stod det klart, at tiden ville blive vores største modstander. Kurset startede kl. 19 og vi skulle være ude igen kl. 22. Tre timer til at lære et håndværk, der normalt tager år. Ingen pres.
Boi lagde roligt ud med fortællinger om sig selv, podning og sin planteskole. Hyggeligt og jordnært.
Men så blev tonen sat.
Foran os lå bunker af pilekviste.
Her skulle vi øve os.
Og snittet skulle godkendes af mesteren, før vi fik lov til at røre æblekviste og grundstammer.
Dom: enten
“ommer”
eller
“godkendt”
Han var hård.
Og retfærdig.
Som man kender mig, havde jeg naturligvis investeret i skærebestandige sikkerhedshandsker, der lever op til DS/EN 388:2016+A1:2018.
Når man til daglig arbejder med maskinsikkerhed, CE-mærkning og brugsanvisninger, så leger man ikke med en skarp podekniv uden korrekt PPE.
Når man leger med skarp podekniv, kræver det både koncentration og respekt for håndværket.
Resultat:
Ingen snit.
Alle fingre i behold.
På et tidspunkt stod vi med det såkaldte “gyldne snit”.
På billedet derfra ses dog en alvorlig sikkerhedsbrist: kniven trækkes ind mod kroppen, og jeg har kun en tynd skjorte på. Var det sket på en arbejdsplads, stod jeg til bortvisning på stedet.
Men…
det var effektiv læring.
Snit ordentligt – ellers går det grueligt galt.
Perfekt snit. Et af de øjeblikke hvor man næsten overvejer at tage hatten af for sig selv.
Så er jeg hermed officielt godkendt som Snitter. Et øjeblik jeg overvejer at få trykt på visitkortet. Snittet skal bare være lige. Simpelt i teorien. En disciplin i praksis. Gevinsten for en vellykket træningspodning: En god fastelavnsbolle.
Man må sige, at motivationen i dette kursus var på plads.
Lærdom fra mesteren
Boi er stærk fortaler for vildstammer som grundstammer.
Hans erfaringer med M-sorterne (M7, M9, MM106 osv.) har ikke været gode. Det gør mig kun mere nysgerrig – den diskussion må udforskes nærmere.
Den evige debat om podestedet dukkede naturligvis op: Når podningen lykkes – skal podestedet under jorden eller over? Boi er ikke i tvivl: under jorden.
Gode huskeregler fra aftenen:
-
Podekniv slibes i ca. 15 grader – og skal være barberbladsskarp
-
Kun 2 knopper på podekvisten
-
Når begge bryder: fjern den ene ved 2–3 cm
-
Ideel tykkelse på podekviste: 4–5 mm
Kort sagt:
Håndværket først.
Romantik bagefter.
Da kongen tvang æbler ind i baghaven
Man skulle tro, at æbletræer altid har været velkomne i danske haver.
Det har de… bare ikke altid været.
Hvis du spørger vores heste Triton og Albin, kan man ikke have for mange æbletræer. De synes dog, det er en alvorlig fejl i systemet, at træerne ikke bærer modne æbler året rundt.
Tilbage i 1700- og 1800-tallet fik danske bønder ikke blot en venlig opfordring til at plante frugttræer.
De fik nærmest et kongeligt vink med en vognstang.
Kongen og hans embedsmænd havde fået den glimrende idé, at et oplyst land naturligvis måtte være fyldt med frugttræer. Æbler og pærer skulle sikre sundhed, selvforsyning og dannelse.
Det lød smukt på papiret – og endnu smukkere på slottene.
Derfor blev unge æbletræer uddelt til husmandssteder og gårde.
Nogle steder gratis.
Andre steder med en kraftig forventning om, at de selvfølgelig blev plantet.
Præster og skolelærere blev sat til at vejlede og holde øje.
Kort sagt:
Kongens æblemission.
Begejstringen ude på husmandsstederne var… begrænset.
Et æbletræ:
- gav ikke brød i morgen
- kunne ikke fodre en ko
- krævede pasning i årevis
Der opstod derfor en vis kreativ modstand.
Nogle træer “overlevede” ikke vinteren.
Andre blev “uheldigvis” bidt af geder.
Og enkelte forsvandt sporløst, når ploven gik lidt for tæt på.
De blev mange steder kaldt:
“Kongens træer.”
Ikke altid sagt med varme.
Men langsomt virkede idéen.
Træerne voksede.
Podning blev almindelig viden.
Haverne fyldtes med æbler.
Så næste gang jeg står med podekniven og forsøger at forene kvist og grundstamme i ægteskab, sender jeg en tanke tilbage:
Til kongen, der forærede æbletræer.
Til husmanden, der hellere ville have haft en gris.
Og til alle dem, der plantede træet alligevel.
Og ikke mindst til i dag – hvor Albin og Triton tålmodigt venter på smagsprøver.
Podning – fremtiden for mig?
Det bliver på hyggebasis.
Et par træer om året.
Succeser og fiaskoer – som sig hør og bør.
Jeg kunne frygte, at færre i fremtiden vil interessere sig for at lave æbletræer selv.
Et skrækscenarie kunne være fabriksproducerede æbler med smagsnuancer, holdbarhedskemi og sprøjtelakeret glans.
Hvis den dag kommer…
så håber jeg ærligt talt, at Vorherre har kaldt mig hjem.
Indtil da vil jeg lave 2-3 træer om året.
Lære.
Fejle.
Lykkes.
Og glæde mig over håndværket.
Som Boi sagde – og som næsten burde stå mejslet i sten:
Håndværket skal være på plads, INDEN man begynder på andre frugtsorter
Æblesagaen er langt fra slut. Snart følger beretninger fra mine hjemmeøvelser – og siden en rejse mod det nordlige Jylland, hvor en mand i korte bukser efter sigende besidder endnu flere hemmeligheder om denne ædle podekunst.







Kommentarer
Send en kommentar