Når ribsbusken bugner – og sommeren kan tappes på flaske
Nogle høster kartofler. Andre høster gulerødder.
Jeg høster gamle fortællinger.
For når ribsene bliver modne, følger historierne næsten altid med. Historier om lykke, overtro, gamle havefolk og den stille glæde ved at fylde kurven mellem sommerens regnbyger.
I år blev det en høst, jeg sent vil glemme.
I sidste uge var mine ribs blevet modne.
Vi havde lige et par dage med regn, så jeg listede ud mellem bygerne og fik plukket de første klaser. Der er nu altså noget særligt over at stå i haven med regndråber på bladene og modne ribs hængende som små glaskugler.
Mange af grenene ligger næsten vandret under vægten af de mange klaser, og busken har gjort sit bedste for at bevise, at den fortjener sin plads i haven.
Der findes gamle fortællinger fra både Danmark, Sverige og Nordtyskland om, at en stor og sund ribsbusk varslede et godt år.
Man sagde:
Hvor ribsene bugner, mangler gryden aldrig fylde
Jeg ved ikke, om de gamle havde ret... men når jeg ser min Champagne Zitavia i år, må jeg indrømme, at jeg får lyst til at tro på dem
Det er et af de ordsprog, der fortæller meget om den tid, hvor haven ikke blot var en hobby, men en nødvendighed.
Træk sommeren ind i huset
En anden gammel skik fascinerede mig.
Man skulle plukke årets første modne klase ribs og hænge den op i køkkenet.
Man mente, at den trak sommeren ind i huset, så resten af høsten ville blive rig og lykkebringende.
Det må jeg næsten prøve næste år.
Man ved jo aldrig...
Beskæring med lidt respekt for de gamle historier
Mens jeg høstede de mange bær, benyttede jeg samtidig lejligheden til at beskære buskene.
Det var ærlig talt tiltrængt.
Leger jeg med ilden?
Ribs blev heldigvis aldrig betragtet som en farlig hekseplante.
Tværtimod.
Den blev regnet for en fredelig og lykkebringende plante i haven.
Og gudskelov for det...
...for jeg fik beskåret buskene om formiddagen.
Ifølge gamle tyske overleveringer skulle man nemlig ikke beskære ribs efter solnedgang, da det kunne forstyrre havens lykke.
Den regel fik jeg heldigvis overholdt.
Til gengæld havde jeg glemt én vigtig detalje...
Månen.
Gamle havefolk mente nemlig ofte:
- Beskæring ved aftagende måne gav sundere buske.
- Plantning ved tiltagende måne gav kraftigere vækst.
Så hvis buskene brokker sig næste år, ved jeg måske hvorfor...
Sommer på flaske og glas
Høsten blev heldigvis stor.
Min kone tryllede en stor del af bærrene om til både ribsgele og ribssaft.
Denne gang blev resultatet næsten overraskende lyst.
Saften ligner nærmest æblesaft, og geléen kunne let snyde én ved første øjekast.
Men smagen...
Den er fantastisk.
De lyse ribs giver en mildere og en anelse sødere smag end de klassiske røde ribs.
Sommer på flaske og glas, ganske enkelt.
De røde ribs og blodets styrke
Nu vi er ved røde ribs...
Vidste du, at de røde ribs i gamle dage blev forbundet med blodets styrke?
Den gamle tanke om, at røde planter kunne styrke blodet, går igen hos mange gamle lægeplanter.
Ribs blev derfor brugt mod feber, halsonde, dårlig appetit og det, man dengang kaldte "hedt blod".
Ribssaften blev betragtet som både kølende og rensende for kroppen.
Det får mig til at spekulere på, om der mon stadig findes gamle apotekerhaver rundt omkring i landet, hvor nogle af de gamle ribssorter stadig vokser.
Det kunne være spændende at finde ud af.
Indtil næste gang...
Pas godt på haven, del lidt af høsten med fuglene, og husk at lytte til de gamle fortællinger. De har ofte overlevet længere end os selv.
Det ribs navn er hermed noteret. Mine hvide ribs er kun halvt så store, og selvom de har givet fint i år, gider jeg ikke lave saft af dem, men spiser dem "in natura" i store håndfulde. De smager sødere end de alm. røde.
SvarSletSelvfølgelig har ribs osse skønne historier knyttet til sig. Det er jo en gammel kultur plante. Men gad vide om de hvide ribs osse er lige så gamle i kultur som de røde eller er det en "nymodens" forædling?
Fuglene er faktisk ikke særligt interesseret i de hvide, men de røde er et hit. Heldigvis har jeg 2 forskellige typer, en ret tidlig og en gammeldaws sen. Så som regel for jeg nok selv til gelè. Solbær bliver faktisk heller ikke snuppet. Hvordan går det med dine fine nye solbær planter i denne tørke? Eller hører du til de heldige med regnvejr engang imellem.
hilsner Gunvor
Mojn - Jeg tror også, at ribs elsker lidt ekstra forkælelse. Mine fik en god omgang kompost og et dejligt lag bunddække sidste efterår, og det har de bestemt kvitteret for med en flot høst. Det meste ender som saft og gelé, men jeg er altså også ret glad for en håndfuld friske ribs oven på havregrynene om morgenen – så føles det næsten som en luksusmorgenmad.
SletDer kommer snart et indlæg om årets solbærhøst. Dem har jeg været ude at vande flittigt under den værste tørke, selv om vi heldigvis fik et par tiltrængte regnvejrsdage undervejs. Men når solen først får fat igen, så varer det ikke længe, før jorden igen minder om en tør svamp.
De ser virkelig ut som små glasskuler. Det er visst et godt bærår i år. Ripsgele er veldig godt. Håper lykken står deg bi!
SvarSlet/Irene
Mange tak for de pæne ord
SletOg ja, haven har virkelig været gavmild i år. Bærhøsten har faktisk været helt vild, og det er en fornøjelse at kunne gå en tur i haven og plukke friske, sunde bær direkte fra buskene.
Sådan nogle øjeblikke minder mig om, hvorfor jeg elsker havelivet. Med hjemmedyrkede bær, solskin og en have, der summer af liv, kan sommeren næsten ikke blive meget bedre.
Mange tak for flere dejlige fortællinger både de gamle og de nutidige. Humøret er steget! :-)
SvarSletMange tak for de pæne ord. Jeg er nok lidt af en "plantedetektiv", for jeg elsker de gamle historier, der gemmer sig bag planterne. For mig gør det dem langt mere værdifulde og interessante – det er jo ikke bare en ribsbusk, men et lille stykke levende historie
SletDit indlæg sender mine tanker tilbage til barndommens have, som senere blev min egen, hvor nabokonerne hver sommer kom og plukkede ribs og solbær i den store køkkenhave. Nogle af buskene står der stadigvæk. Jeg husker en hvid, flere klassisk røde og en med mindre, mørkerøde bær. I dag er der noget bonsaiagtigt over de gamle buske.
SvarSletDet er præcis det samme her. Mine tanker flyver også straks tilbage til mine gode bedsteforældres have, hvor de havde nogle ribsbuske. Jeg skulle altid lige smage et par håndfulde, når bærrene var modne, og en stor del af høsten blev forvandlet til dejlig hjemmelavet ribssaft. Dengang havde de kun de røde ribs, men hvor er det dog nogle skønne minder. Hver gang jeg ser mine egne ribsbuske eller smager de første bær, bliver jeg sendt en lille tur tilbage i tiden. Det er nok det allerbedste ved haveplanter – de kan vække minder til live på en måde, som næsten intet andet kan.
SletDejligt med den slags afgrøder som nærmest passer sig selv! Jeg har kun røde ribs og har fået lagt et par kilo i fryseren, men resten sidder tilbage til fuglene. Dine champagne-bær ligner jo en stor grydefuld bobler som de ligger der og bobler under låg... Skøn farve på saft og gelé - og smagen er bare dejlig. Dansk sommer på glas - og gode historier tilmed!
SvarSletJa, ribsbuske er lige så uundværlige som hyldetræer i en have, og jeg ville ikke undvære nogen af dem. I en af Scherfigs romaner bliver der 'sat stål i stikkelsbærbusken' mod troldtøj og sligt, men ribsbuske virker mere fredelige, og ikke så krævende:-)
Hilsner fra Ulla
Det er nemlig noget af det dejlige ved at dyrke sine egne bær. Når man fylder fryseren eller spisekammeret op, kan man tage en lille bid af sommeren frem, når vinteren er allermest grå, våd og mørk. Det giver altså lidt ekstra glæde.
SletJeg er også blevet rigtig glad for mine champagneribs. De er dejligt søde og kan sagtens spises direkte fra busken, hvorimod de røde ribs ofte har den lille syrlige og en smule bitre eftersmag. Heldigvis er der plads til begge dele i haven – de har hver deres styrker.