Solbær i lange baner – Big Ben har mistet kontrollen!

 Der findes høst, hvor man står med en lille skål og tænker:

“Nå… det var da hurtigt overstået.”

Og så findes der solbærhøst 2026.

Her havde mine tre gamle Big Ben-buske tilsyneladende besluttet sig for, at de ville tage revanche for alle de år, hvor jeg måske ikke har givet dem helt så meget opmærksomhed, som de mente, de fortjente.

Og resultatet?

Solbær i lange baner!

Grenene hænger næsten vandret helt ned mod jorden, og når man først begynder at plukke, opdager man hurtigt, at der åbenbart gemmer sig endnu flere bær lige bag dem, man netop har plukket.

Så står man der.

Med en skål i hånden.

Med solbær mellem fingrene.

Og med den sædvanlige tanke:

“Jeg tager lige den sidste række…”

Den tanke har jeg efterhånden lært ikke at stole på.

For i år har Big Ben-busken tydeligvis andre planer.

Solbærhøsten i juli blev noget af en fornøjelse i år.

Vi har tre ældre solbærbuske af sorten Big Ben, og jeg skal da lige love for, at de har taget opgaven med at producere bær alvorligt.

Grenene hænger næsten vandret langs jorden under vægten af alle bærrene.

Det er faktisk lidt imponerende.

Og en smule bekymrende.

For når en solbærbusk begynder at ligne en grøn paraply, der har fået alt for meget vægt i kanten, ved man, at man har et høstproblem.

Men det er et af de problemer, jeg meget gerne vil have.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at plukke solbær.

Jo, jeg ved godt, at nogen sikkert vil mene, at det både er nemmere og hurtigere at gå ned i supermarkedet og købe en bakke.

Hvis man overhovedet kan finde dem friske.

For solbær er jo ikke ligefrem den frugt, der fylder hyldemeterne i butikkerne.

De dukker op i en kort periode, og ellers møder man dem oftest i frysedisken.

Men der er altså noget helt andet ved at gå ud i haven, tage fat i en gren og plukke bærrene direkte fra busken.

De friske solbær.

Duften.

Farven.

Og den der helt særlige blanding af sødme og syre, som næsten får mundvigene til at trække sig sammen, hvis man er lidt for entusiastisk og smager på et bær, der lige mangler de sidste par dage i solen.

Det er havearbejde, der kan mærkes. 

Og så er der selvfølgelig hele fornøjelsen ved at vide, hvor bærrene kommer fra.

De er ikke kommet med lastbil.

De har ikke været pakket i plastik.

De har ikke stået på en hylde og ventet på en stregkode.

De har stået lige dér.

I haven.

Og ventet på mig.

Eller… måske mere præcist:

De har ventet på at blive plukket, så konen kunne komme i køkkenet med dem.

For hun er faktisk blevet rigtig god til at få solbærrene omsat til noget, der er mindst lige så godt som selve høsten.

Der er blevet lavet solbærmarmelade, solbærsaft, og resten er kommet i fryseren.

Sådan!

Så er sommeren pakket forsvarligt væk til senere brug.

For det er jo noget af det dejlige ved haven.

Når vinteren engang står udenfor med regn, blæst og mørke, kan man åbne fryseren og finde en lille portion sommer.

Det er næsten som at snyde årstiderne.

Og jeg må indrømme, at jeg også synes, det er lidt tilfredsstillende at se alle bærrene blive forvandlet til forskellige lækkerier.

Fra:

“Hold da op, hvor er der mange solbær!”

til:

“Hold da op, hvor skal vi dog have spist alt det her!”

Og som om solbærhøsten ikke var blevet dokumenteret rigeligt med mine egne billeder, så er min kone sørme også begyndt at lægge billeder af arbejdet på Facebook og Instagram.