Rhododendron, lerjord og stædig haveoptimisme
Der findes to typer mennesker i haveverdenen.
Dem der siger:
"Du kan ikke dyrke rhododendron i lerjord."
…og så os andre, der svarer:
"Hold lige min kompost."
For haven har det med at overraske. Især når man er stædig nok, giver jorden kærlighed gennem mange år — og måske fodrer den lidt ekstra godt med hjemmelavet kompost og et pensioneret juletræ eller to.
Skal man have rhododendron i haven, bliver man næsten altid mødt med spørgsmålet:
"Hvilken jordtype har du?"
Og når jeg svarer:
"Fedtet lerjord og tung jord…"
…så får folk ofte det dér ansigtsudtryk, som om jeg lige har fortalt, at jeg forsøger at dyrke bananer på bunden af Vesterhavet.
For ifølge havebøgerne burde rhododendron og tung lerjord være et forhold dømt til katastrofe. Lidt som at sætte en heavy metal-trommeslager til at spille trekantsmusik i symfoniorkestret.
Men haven elsker heldigvis at gøre teorier til skamme.
I de sidste mange år har jeg arbejdet jorden igennem med bunker af kompost og masser af jorddække. Hjemmelavet kompost af blade, smågrene og alt muligt godt fra haven. Selv juletræet får lov at vende tilbage til naturen efter jul — dog først efter en lettere voldsom tur gennem kompostkværnen.
Det er næsten poetisk.
Fra julehygge i stuen… til vitaminer til rhododendronerne
Da vi overtog haven fra mine kære bedsteforældre, stod der allerede fem rhododendron. De var egentlig i ganske okay form dengang. Ikke prangende. Ikke elendige. Mere sådan:
"Vi gør vores bedste under forholdene."
Men år efter år er jorden blevet bedre. Mere levende. Mere luftig. Og planterne har tydeligvis bemærket det.
Nu stortrives de.
På billederne herunder ses to lyserøde og én rød skønhed af ukendt navn fra bedsteforældrenes tid — gamle havearvestykker med masser af charme og historie.
Og så naturligvis:
Metallica.
Blue Peter.
Og dværgen Hans Scholl.
Bare dét, at man kan have en plante i haven, der hedder Metallica, gør jo næsten rhododendron værd at dyrke alene
Jeg forestiller mig lidt, at planterne står derude i bedet og diskuterer indbyrdes:
"Vi burde ikke kunne gro her."
"Nej…"
"…men komposten er god, så lad os bare fortsætte."
Og måske er det netop dét, haven handler om.
At prøve alligevel.
At forbedre jorden lidt hvert år.
Og at opdage, at naturen nogle gange er langt mere samarbejdsvillig, end eksperterne giver den kredit for
Hej Tim.
SvarSletJeg sidder lige og ser gamle blogopslag igennem, til brug i den bog jeg er ved at skrive, og kan så pludselig se at du er højaktuel herinde endnu. Hvor er det et flot opslag du har lavet.
Billedet med dig skulle du næsten få lavet til plakat. Jeg kan faktisk huske dengang du købte din Metallica rhododendron. De er blevet store hos dig. Der er faktisk mange planter der aldrig har læst i bøgerne hvordan de burde dyrkes for at kunne trives. Håber det går godt i Sommersted generelt.
Knus Malene
Mojn Malene
SletHvor er det skønt at se dig tilbage på bloggen igen.
Og ja… vi er godt nok ikke mange havebloggere tilbage efterhånden. Jeg ved faktisk ikke, om havefolket har mistet lysten til at dele de gode gamle havehistorier, eller om alle bare nu står ude i haven og filmer stauder til Instagram-musik i slowmotion
Måske er det bare tiden, der ændrer sig.
Jeg har også selv haft tanken flere gange:
“Skal bloggen mon pensioneres og erstattes af et hurtigt billede af en tomat og en hashtag?”
Men som du kender mig… så kan jeg simpelthen ikke nøjes
Jeg elsker havesnakken alt for meget. Historierne. Fiaskoerne. Eksperimenterne, der enten ender i stor succes… eller i noget, der ligner biologisk katastrofe med snegle involveret.
Og bloggen kan noget særligt. Her er der plads til at fortælle lidt mere end:
“Se min blomst.”
Her må man også fortælle om den plante, man flyttede tre gange, den kompost man var alt for stolt af, og hvorfor man pludselig står og poder æbletræer en tirsdag aften og føler sig som en blanding mellem frugtbonde og gal videnskabsmand
Og hold nu op, hvor er podning egentlig spændende! Det er jo nærmest haveverdenens svar på kirurgi:
“Nu tager vi lige lidt af dét træ… og sætter det fast på dét andet… og håber naturen samarbejder.”
Samtidig prøver jeg også at dykke mere ned i No Dig, biodiversitet, ribs, solbær og grøntsager generelt.
Tomaterne?
Jamen… tomaterne fortsætter selvfølgelig på samme lettere ukontrollerede niveau som altid
Og ja… tiden er nok den største udfordring. Arbejde, 2 heste, familieliv og 3 hjemmeboende teenagere gør jo, at haven nogle gange må konkurrere hårdt om opmærksomheden.
Men interessen?
Den fejler absolut ingenting
Beautiful blog
SvarSletThanks :)
SletPlease read my post
SvarSletEn rhodendron der hedder Metallica??? Den skal jeg altså finde,,, som gave til sønnike, han spiller i et faktisk to metalband..
SvarSletKompost kan gøre underværker. Meen når der ikke kommer noget vand fra oven, så kan det begynde at knibe med fugtigheden især i sol og vindsider. Bygerne går udenom vores lerknold, så det er Roskilde og Køge der får broderparten. Surt. Men så må man jo bare plante efter det, selvom fristelserne står i kø i Planteforum. Og det hænder da sommetider (ret ofte) jeg lader mig friste . Nogen gange går det godt andre gange er det en nitte.
Plantenørder er heldigvis altid optimister.
hilsner Gunvor
Mojn Gunvor
SletJeps — der findes skam en Metallica Rhododendron
Jeg hørte første gang om den ved et foredrag med Claus fra Rhododendronhaven ved Tørring, og jeg nåede vist ikke engang at tænke mig om, før bestillingen lå på hans bord. Han nåede knap nok at skifte til næste slideshow, før jeg sad dér med det klassiske haveejer-blik:
“Den dér… den skal med hjem.”
Det er i øvrigt en meget velopdragen sønnemand, du har!
Du må endelig også fortælle ham, at jeg ovenikøbet har en Rhododendron Satan stående i haven.
Så nu mangler jeg vel snart kun en rhododendron med navnet AC/DC, før bedet officielt udvikler sig til en botanisk rockfestival
Og ja… regnen kan godt være lidt af en udfordring. De sidste par år har jeg dog haft rigtig god succes med bunddække i bedene. Det hjælper overraskende meget med at holde på fugten i længere tid — og samtidig sparer man lidt på det efterhånden kostbare grundvand.
Det virker heldigvis også som om planterne sætter pris på det. Regnormene har i hvert fald ikke klaget endnu
Godt at læse at det ikke bare er en pludselig indskydelse, men at du er med på bloggene igen. Bloggen kan noget helt særligt, det kan fb og insta ikke. Så kan man læse med, hvis man har lyst eller springe over, hvor gærdet er lavest, sætte et billede ind i ny og næ, men det er slet ikke det samme.
SvarSletDet glæder mig at læse, at du har styr på rhodoer og kompost, det ser rigtig godt ud.
/Lisbeth
Mojn Høneballe
SletJeg dukker som regel op på bloggen, når jeg føler, jeg har noget spændende at fortælle — eller når haven igen har fundet på nye måder at overraske mig på
Og der vil helt sikkert også komme perioder med lidt stilhed indimellem. Der skal jo også være plads til resten af livet:
ferie, husrenovering og alle de andre projekter, som mærkeligt nok ikke involverer kompost, tomater eller planteindkøb.
Selvom… jeg synes nu stadig, at de fleste problemer i livet ville blive lidt hyggeligere med en trillebør og en staude
Jeg har da også kigget lidt overfladisk på Instagram, men det har ikke helt fanget mig endnu.
Måske fordi jeg stadig holder for meget af de gode gamle havehistorier. På en blog er der plads til både succeserne, katastroferne, de mærkelige planteeksperimenter — og de lidt for lange forklaringer om, hvorfor man pludselig har kastet sig over podning af æbletræer
Helt ærligt, hvor var vi uden haveoptimisme! En gartner sagde til mig engang at hvis man ikke fortæller blåbærbuskene de skal have sur jord, så opdager de det nok ikke. Jeg synes nu alligevel det er lidt svært at få mine blåbær til at trives, men så har jeg i det mindste prøvet:-)
SvarSletHilsner fra Ulla
Mojn Ulla
SvarSletJeps… haveoptimisme
Man skulle næsten tro, at havefolk generelt har fået en lettere overdosis optimisme.
For vi bliver jo ved.
Selv når planter mistrives, snegle holder buffet i bedene, og vejret opfører sig som en praktikant uden instruktioner — så tænker vi stadig:
“Det lykkes nok næste år.”
Jeg køber også indimellem planter, hvor jeg mest af alt ser det som en personlig udfordring at få dem til at gro i min have.
Blåbær er blandt andet én af de planter, der stadig tester mit tålmodighedsniveau.
Nogle år giver de en ganske fin høst… andre år opfører de sig nærmest som teenagere med humørsvingninger:
“Nej, i år har vi ikke lyst til at producere noget.”
Men det skal nok lykkes.
Det er jo også lidt dét, der gør haveinteressen så farlig hyggelig — man giver aldrig helt op
Flotte Rhododendron! Kompost og gamle juletrær er gull for noen. Jeg eier ikke leirjord, men har kalkrik jord. Det går bra likevel.
SvarSlet/Irene
Uha… kalkrig jord kan bestemt også give lidt udfordringer
SletDet virker næsten som om nogle planter står og kigger ned i jorden og tænker:
“Nej tak… det her matcher ikke mit temperament.”
Det er jo lidt det fascinerende ved havearbejde — man lærer hurtigt, at planter kan være mindst lige så kræsne som mennesker.
Nogle vil have surt.
Nogle vil have kalk.
Nogle vil have fugtigt.
Og enkelte virker ærligt talt utilfredse uanset hvad man gør
Men det er også dét, der gør det sjovt. Man kommer hele tiden til at eksperimentere lidt med jord, kompost og placeringer for at finde den rette balance.
Og når det så endelig lykkes, føler man sig nærmest som en botanisk tryllekunstner
Ja efterhånden har erfaring lært os at "haveregler" er meget løse vejledninger, som vi kan bruge eller lade være. Det lyder som om du øser kærlighed på dine rhodo'er og det kan ses. Og jo - R. Metallica er SEJ!
SvarSletPlanter skal selvfølgelig forkæles og behandles med respekt
SletOg lige præcis dér tager jeg ofte de klassiske haveregler med et ret stort gran salt. Jeg ser dem mest som vejledninger — og derefter må haven og jeg selv finde ud af resten gennem forsøg, fejl og lettere kaotiske planteeksperimenter
For nogle gange står der jo i bøgerne:
“Dette kan ikke lade sig gøre.”
…og så står planten alligevel ude i haven og stortrives bare for at være på tværs
Det er nok også derfor, havearbejde aldrig bliver kedeligt.
Og Metallica… den er sej
Det band har jo nærmest været en del af mit DNA siden 1983, hvor det første album udkom.
Så selvfølgelig skulle der også ende med at flytte en rhododendron ved navn Metallica ind i haven. Det føltes næsten uundgåeligt